Vi drømmer om så store verdner, med store rum og mennesker med store hjerter og store ord.
Samtidig gemmer vi os selv bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Vi ser folks sorg som et tabu, noget man ikke nævner, hvilket er så forbandet forkert.
Du kan ikke gøre dig klog på noget du ikke har sprunget ud i. Du kan ikke vide om modparten vil grine eller græde. Derfor er det ligeså forkert ikke at spørge som at spørge.
Vi er opvokset i et af de rum, hvor det er forkert at være nysgerrig, vi skal alle sammen holde os for os selv og ikke snage i andres sager, og det gør vi. Vi holder os for os selv, men vi snager også. Vi snager bag om ryggen på folk istedet for at spørge lige ud. Vi hvisker og tisker i krogene og teer os som små børn, der ikke ved hvordan virkeligheden ser ud.
Sådan er det, og hvor er det dog trist.
Hvor er det dog sørgeligt