Mine øjne bliver så trætte, de bliver så trætte af hele tiden at være kede af det.
Når de en gang imellem får en pause, er de så udmattede og tunge, at alt hvad de egentlig har brug for er at få lov til at lukke i

Indeni mig er jeg rastløs, jeg kan ikke finde den der ro som jeg plejede at have. Jeg vandrer rastløst rundt i virkeligheden- både i andres og i min egen. Jeg søger efter noget jeg har mistet, efter noget der engang var, eller måske ikke var. Jeg ved det ikke

På ét split sekund væltede vores verden på jorden, og vi tumler stadig rundt og er forvirrede.
Vi ser hvide kitler, slanger, fremmede, smilende ansigter, hvide gange, hvide rum. og mørke.
Og jeg ser mig selv, og ved ikke hvad det er jeg ser, jeg ved bare at intet af det her er okay. At intet af det her var planlagt. Og så ved jeg, at vores liv er forandret forevigt.

Det værst tænkelige 

Måske er det her en pause

 i livet

Jeg bevæger mig væk fra dig og din forbandet egoisme
For som man siger;
"The first time is a mistake, the second time is a choice you make"
Jeg har taget det valg mere end én gang for meget
ladet mig selv befinde mig på dybt vand
 hvor jeg ikke kunne svømme
Lod mig selv drukne i surrealistiske dumme drømme
kunne ikke se forskel på virkelighed og uvirkelighed

Du bandt mig til din sjæl, holdt mig fast med dit greb
slap mig
holdt fast
slap mig
holdt fast
slap mig
slap mig
Og jeg kunne ikke finde vej tilbage til der hvor jeg var kommet fra

Jeg håner de søvnløse nætter og gemmer nostalgien og fantasien væk
Jeg løsner mig fra det du stadig holder fast i
 dét af mig
Jeg vælger ikke at vælge igen,
for denne her gang vil jeg ikke lade mig selv bløde

Solen går ned og jeg er her stadig

Afgangsbevis(erne)

Jeg graver min fortid frem, den som ligger gemt langt inde under sengen, i en lille boks, under en million ligegyldige, og forlængst glemte papirer. Jeg åbner boksen, ager dens indhold og kigger på den i noget som føles som en evighed.
Da jeg ligger der på maven, og famler i mørket, nyser jeg pågrund af alt det støv, der omringer boksen. I det jeg rejser mig op, lægger jeg mærke til, at støvet endnu sidder på min sorte trøje; det sidder der som en reminder om, at det jeg nu har fundet frem, er gammelt, og det er meget lang tid siden, det har været fremme i lyset.
Forsigtigt får jeg lagt den på bordet foran mig (fortiden), og lige så stille og roligt breder sig et lille, fint smil på min læber. Jeg nikker anerkendende og tænker "det er i orden, det er faktisk OK. Det her er et fint og skrøbeligt minde. Men det er OK"
Og så giver jeg den videre, og den forvandles pludselig til noget der atter en gang betyder noget, og atter en gang er der noget der afhænger af lige præcis den. Og jeg tror på, at det hele nok skal gå, og jeg ved, at jeg vil kæmpe.

Et brev til en fremmed

Et brev til en fremmed:

"Hej.
Hvordan har du det? Godt? nej, nå.. Af helvedes til? Øv, hva?
Hvorfor?
Var der en der forlod dig stående dér; i midten af en stor selvmedlidenheds-pøl? Eller stod du badet i blod og salte tårer? Virkelige, salte tårer, og ikke store, fede krokodilletårer ?
For dét gør nemlig ondt ikke? Når man er alene lige der i det øjeblik, hvor man netop ikke burde være alene.
Hvad laver du når du er glad?
Går du også turer langs stranden og drømmer dig tilbage og forsvinder langt væk og håber på at få bare et lille glimt af de ting du ikke længere har?
Og bliver du så glad, når du lukker øjnene og du så nærmest kan mærke hendes fingre der aer dig på kinden, eller kan fornemme hendes dybe, blå øjne der beundrer dig i mørket?
Bliver du glad der? eller bliver du bare nostalgisk? - ligesom mig.
Jeg håber faktisk, at du bliver glad.
Nej, vent. Nu lyver jeg. Jeg håber ikke du bliver glad, jeg håber, at øjeblikket forsvinder langt ind i din hukommelse og sætter sig fast, og langsomt graver alt sammen op igen, så du kan savne det mere end du nogensinde har savnet noget. Og så håber jeg, at du hele tiden vil blive mindet om, at du havde det godt, at du havde det så pokkers godt.
Måske vågner du op af trancen og ser dig omkring. Så får du måske øje på mig, eller din bror, eller din søster, eller en anden der engang ejede en lille del af dit hjerte. Og så kan du ikke kende os igen, for vi ikke kan genkende dig, så vi smiler ikke og vi siger ikke hej. Ligesom, at vi aldrig ringer eller beder dig om noget. Vi står bare dér og tér os fjollet.
Okay. jeg hader dig ikke, det gør jeg ikke.
Når jeg lukker øjnene, kan jeg næsten dufte din parfume og jeg kan næsten se os krøllet sammen i de hvide lagner, med uglet hår og varme hjerter. Og jeg kan næsten høre fuglene kvidre og føle tosomheden som ligger og våger over os.
Vi ses. En dag. Snart. Måske
Ha' det godt. Jeg håber dig alt godt fremover
Ha et godt liv, ikke? Og pas på dig selv. "

There's a difference between giving up, and don't wanna keep going
There's a difference between holding on to something or someone who deserves it, and to holding on to something or someone who does not in any way deserves it
There is a fucking difference

Midt i vores trance ringede virkeligheden på, og vi fandt aldrig tilbage igen
 for den skar sig igennem med en skinger tone indtil vi ikke længere kunne finde den vej vi var kommet fra

Forfanden. Jorden den skælver, alt det glipper
ser dig i øjnene
lukker dem
stirrer den sorte tomhed i øjnene
du er væk
På en beskidt og modbydelig måde, snoede du dig ud som en slange
en snedig og iskold slange
Og det var fra den ene dag til den anden
Fuck

En tung og uhåndgribelig melankoli breder sig i rummet
Du står der som et spøgelse med et frosent hjerte
et grinende smil
der skærer brudstykker af alt det varme
Forfanden og fuck

Jeg er landet under den forkerte stjerne, i den forkerte tid, med forkerte problemer og forkerte løsninger
Jeg danser til sangen de spillede i går, i sidste uge, sidste år, før jeg blev født
 jeg danser ikke til sangen fra i dag
for den kender jeg ikke, den vil jeg ikke kende, den kan jeg ikke kende
  ikke endnu
Forstår du.
Jeg svæver afsted, jeg går afsted, jeg løber afsted, jeg skriger og jeg spurter afsted
 på samme tid
uden mig selv
Jeg lukker øjnene, åbner dem igen
og så er jeg væk.

Vi delte alting, problemet var bare, at jeg også delte dig

Alting er gået i stå

Putter endnu en af de fyldte chokolader i munden og tænker: "fuck det"
Vi græder lidt salte tårer
Vi ser på tonsvis af billeder
Nogle af os har lagt det bag os
 andre af os dvæler for meget ved fortiden

Vi finder alle måder at fortsætte på
Vi gør det med faste skridt
 ser os ikke tilbage
Og vi går i stå
 og laver ikke andet end at stå med blikket fæstnet bag om skulderen

Det rimer ikke
for det vil det ikke
vi kan nikke
 med smilet malet på
men alting er gået i stå

Jeg tror bare, at jeg savner ham så meget
Fordi han var en far
Og det gjorde så forbandet ondt at finde ud af, at vi lige så stille var gledet så langt væk fra hinanden
På papiret var vi jo det vi altid havde været, men noget har forandret sig, og vi er ikke som før
Det skærer så dybt, at jeg mister pusten og må lede efter den igen for at få den
Jeg kvæler mig selv i tårer som jeg ikke engang fortjener at spilde

Et eller andet sted er jeg jo ikke mig, et eller andet sted lever jeg i en anden piges krop
Og lever en anden piges liv
Jeg kan se mig selv i spejlet og tænke "hvor fanden blev du af Josephine?"
Det er det værste, og i denne tilstand ved jeg, at det er det værste - Her kan jeg ikke skjule noget, ikke en gang for mig selv. Og så er den gal

Ps. Jeg er fuld, meget fuld, og burde ikke skrive noget, ikke dette. Imorgen sletter jeg det , tror jeg. Når jeg opdager min dumhed sletter jeg det.
Jeg er ked af det. Undskyld

P.p.s fik jeg sagt, at jeg savnede dig? Dig og mig? Da jeg var lille?

Alt det indeni

Vi troede bare ikke, at det ville slå så hårdt, ikke dengang.
Så jeg drak mig fuld, meget fuld endda, og så var det jeg gjorde nogle dumme ting.
Jeg sagde så mange ting, faktisk sagde jeg så meget, at størstedelen nu er som en tyk tåge i min hukommelse. Jeg kan knapt nok huske, hvordan jeg havnede i den seng. Og det løber mig koldt ned af ryggen bare ved tanken.
Jeg husker det sug af fortvivlelse der fór igennem min krop sidste gang, og sidste gang igen, og sidste gang igen igen... Jeg kan så ment fremkalde det stik af savn jeg hver gang føler når jeg ved, at du bliver nødt til at gå. Det er underligt. For hver gang står jeg tilbage med tanken om "Hvornår ser vi hinanden igen?" eller "Var det her det?" Åh. Jeg ryster det af mig igen, det er en klam tanke. Jeg kan ikke se en verden uden os og det vi kan.
Jeg savner dig hele tiden, og forfanden hvor kan jeg blive vred på mig selv over det.  
 
  Da jeg blev ædru kravlede jeg ned under mit tæppe, lukkede øjnene i, og slog min hjerne fra. Jeg tvang minderne til at forsvinde for en stund og lod som om, at jeg var den eneste der eksisterede i hele universet.
Lidt efter sov jeg, og da jeg vågnede, skyndte jeg mig at smutte lydløst så ingen skulle opdage, at jeg var væk.

Jeg tror jeg gav slip. Men det gjorde godt

Jeg elsker som aldrig før

Jeg synes det er så fandens svært at give slip.
Det har taget mig uger, før jeg lod min længsel tage til. Jeg har gang på gang, tvunget mig selv til ikke at se tilbage, jeg har gang på gang tvunget mig selv til at fortrænge, at jeg ikke længere skal tilbage- at jeg ikke længere skal hjem.

Pludselig gør det så ondt. Jeg mister besindelsen og råber og skriger, og falder og græder. Jeg vil ikke sige farvel, hvad med alt det vi ikke fik gjort? Hvad med alle de drømme og ambitioner vi sammen kreerede, der i vores eget lille univers. Hvad med dem?
Men jeg ved det jo, og har i realiteten hele tiden vidst det. Jeg vidste det lige fra det øjeblik jeg gik imod det med åbne arme. Jeg vidste det ikke ville vare evigt, sådan var betingelserne. Alligevel føles det bare så surrealistisk.

Jeg husker, at jeg de sidste uger, sagde til mig selv, at jeg på nogle punkter glædede mig til at komme videre. Og, at 1 år var nok. Det synes jeg stadigvæk. Det er bare svært alligevel, for jeg vil savne hvert et øjeblik, hver en rutine, hvert et grin, hvert et skridt, hvert et ord, hver en person, hver en sang og hvert et minde. Jeg vil savne det alt sammen så forbandet meget. Samtidig vil jeg ikke sætte mig ned og lade min verden passere, fordi jeg ikke vil indse, at livet går videre. Jeg vil leve videre som det menneske jeg er, som det menneske jeg er blevet. Jeg vil tage det næste skridt med den bevidsthed om, at jeg er af betydning. Jeg har pludselig fået dén del større livserfaring end jeg havde for blot et enkelt år siden, jeg er på så kort tid blevet dén del mere moden.

Jeg har elsket som aldrig før - Jeg drømte en drøm der gik i opfyldelse. Tak for alt. 

Det er så forbandet svært at sige farvel
Er badet i tusindvis af tårer og søde minder
Vil aldrig glemme jer

Det er bare ikke fair.  Om det er fysisk eller psykisk, man kan vel ikke påpege, at den ene er værre en den anden. En smerte er en smerte, er den ikke?

Jeg ville jo bare ikke være alene  Ligesom jeg altid havde været det - alene.  Jeg ville jo bare for en gang skyld gerne ses på som alle andre.  Jeg ville jo bare ikke være alene. 

Er det sådan du vil have det?

En ven fortalte mig engang dette;
 "Never give up on someone you can't go a day without thinking about"
Jeg skulle aldrig have lyttet.
Du er en evig kamp, ved du godt det?
Ved du, at du skubber alt væk fra dig? Alt der holder af dig? Du ødelægger alt omkring dig.
Forfanden, ved du, at du har gjort mig skrøbelig?
Du får ikke lov mere.
Verden ser på dig med sørgmodige øjne, den er bange for dig. Du slog den til jorden, da den tilbød en hjælpende hånd, du fik den til at afsky dig.
Med alt den modstand og kolde hjerter i dit liv, ville jeg hjælpe dig med at forvandle de grå nuancer til kulørte. Men du skubbede mig, og lang som jeg var faldt jeg udover kanten, og kom ikke tilbage.
 Er det sådan du vil have det?