Jeg elsker som aldrig før

Jeg synes det er så fandens svært at give slip.
Det har taget mig uger, før jeg lod min længsel tage til. Jeg har gang på gang, tvunget mig selv til ikke at se tilbage, jeg har gang på gang tvunget mig selv til at fortrænge, at jeg ikke længere skal tilbage- at jeg ikke længere skal hjem.

Pludselig gør det så ondt. Jeg mister besindelsen og råber og skriger, og falder og græder. Jeg vil ikke sige farvel, hvad med alt det vi ikke fik gjort? Hvad med alle de drømme og ambitioner vi sammen kreerede, der i vores eget lille univers. Hvad med dem?
Men jeg ved det jo, og har i realiteten hele tiden vidst det. Jeg vidste det lige fra det øjeblik jeg gik imod det med åbne arme. Jeg vidste det ikke ville vare evigt, sådan var betingelserne. Alligevel føles det bare så surrealistisk.

Jeg husker, at jeg de sidste uger, sagde til mig selv, at jeg på nogle punkter glædede mig til at komme videre. Og, at 1 år var nok. Det synes jeg stadigvæk. Det er bare svært alligevel, for jeg vil savne hvert et øjeblik, hver en rutine, hvert et grin, hvert et skridt, hvert et ord, hver en person, hver en sang og hvert et minde. Jeg vil savne det alt sammen så forbandet meget. Samtidig vil jeg ikke sætte mig ned og lade min verden passere, fordi jeg ikke vil indse, at livet går videre. Jeg vil leve videre som det menneske jeg er, som det menneske jeg er blevet. Jeg vil tage det næste skridt med den bevidsthed om, at jeg er af betydning. Jeg har pludselig fået dén del større livserfaring end jeg havde for blot et enkelt år siden, jeg er på så kort tid blevet dén del mere moden.

Jeg har elsket som aldrig før - Jeg drømte en drøm der gik i opfyldelse. Tak for alt.