Jeg tror bare, at jeg savner ham så meget
Fordi han var en far
Og det gjorde så forbandet ondt at finde ud af, at vi lige så stille var gledet så langt væk fra hinanden
På papiret var vi jo det vi altid havde været, men noget har forandret sig, og vi er ikke som før
Det skærer så dybt, at jeg mister pusten og må lede efter den igen for at få den
Jeg kvæler mig selv i tårer som jeg ikke engang fortjener at spilde

Et eller andet sted er jeg jo ikke mig, et eller andet sted lever jeg i en anden piges krop
Og lever en anden piges liv
Jeg kan se mig selv i spejlet og tænke "hvor fanden blev du af Josephine?"
Det er det værste, og i denne tilstand ved jeg, at det er det værste - Her kan jeg ikke skjule noget, ikke en gang for mig selv. Og så er den gal

Ps. Jeg er fuld, meget fuld, og burde ikke skrive noget, ikke dette. Imorgen sletter jeg det , tror jeg. Når jeg opdager min dumhed sletter jeg det.
Jeg er ked af det. Undskyld

P.p.s fik jeg sagt, at jeg savnede dig? Dig og mig? Da jeg var lille?

Alt det indeni

Vi troede bare ikke, at det ville slå så hårdt, ikke dengang.
Så jeg drak mig fuld, meget fuld endda, og så var det jeg gjorde nogle dumme ting.
Jeg sagde så mange ting, faktisk sagde jeg så meget, at størstedelen nu er som en tyk tåge i min hukommelse. Jeg kan knapt nok huske, hvordan jeg havnede i den seng. Og det løber mig koldt ned af ryggen bare ved tanken.
Jeg husker det sug af fortvivlelse der fór igennem min krop sidste gang, og sidste gang igen, og sidste gang igen igen... Jeg kan så ment fremkalde det stik af savn jeg hver gang føler når jeg ved, at du bliver nødt til at gå. Det er underligt. For hver gang står jeg tilbage med tanken om "Hvornår ser vi hinanden igen?" eller "Var det her det?" Åh. Jeg ryster det af mig igen, det er en klam tanke. Jeg kan ikke se en verden uden os og det vi kan.
Jeg savner dig hele tiden, og forfanden hvor kan jeg blive vred på mig selv over det.  
 
  Da jeg blev ædru kravlede jeg ned under mit tæppe, lukkede øjnene i, og slog min hjerne fra. Jeg tvang minderne til at forsvinde for en stund og lod som om, at jeg var den eneste der eksisterede i hele universet.
Lidt efter sov jeg, og da jeg vågnede, skyndte jeg mig at smutte lydløst så ingen skulle opdage, at jeg var væk.

Jeg tror jeg gav slip. Men det gjorde godt

Jeg elsker som aldrig før

Jeg synes det er så fandens svært at give slip.
Det har taget mig uger, før jeg lod min længsel tage til. Jeg har gang på gang, tvunget mig selv til ikke at se tilbage, jeg har gang på gang tvunget mig selv til at fortrænge, at jeg ikke længere skal tilbage- at jeg ikke længere skal hjem.

Pludselig gør det så ondt. Jeg mister besindelsen og råber og skriger, og falder og græder. Jeg vil ikke sige farvel, hvad med alt det vi ikke fik gjort? Hvad med alle de drømme og ambitioner vi sammen kreerede, der i vores eget lille univers. Hvad med dem?
Men jeg ved det jo, og har i realiteten hele tiden vidst det. Jeg vidste det lige fra det øjeblik jeg gik imod det med åbne arme. Jeg vidste det ikke ville vare evigt, sådan var betingelserne. Alligevel føles det bare så surrealistisk.

Jeg husker, at jeg de sidste uger, sagde til mig selv, at jeg på nogle punkter glædede mig til at komme videre. Og, at 1 år var nok. Det synes jeg stadigvæk. Det er bare svært alligevel, for jeg vil savne hvert et øjeblik, hver en rutine, hvert et grin, hvert et skridt, hvert et ord, hver en person, hver en sang og hvert et minde. Jeg vil savne det alt sammen så forbandet meget. Samtidig vil jeg ikke sætte mig ned og lade min verden passere, fordi jeg ikke vil indse, at livet går videre. Jeg vil leve videre som det menneske jeg er, som det menneske jeg er blevet. Jeg vil tage det næste skridt med den bevidsthed om, at jeg er af betydning. Jeg har pludselig fået dén del større livserfaring end jeg havde for blot et enkelt år siden, jeg er på så kort tid blevet dén del mere moden.

Jeg har elsket som aldrig før - Jeg drømte en drøm der gik i opfyldelse. Tak for alt. 

Det er så forbandet svært at sige farvel
Er badet i tusindvis af tårer og søde minder
Vil aldrig glemme jer

Det er bare ikke fair.  Om det er fysisk eller psykisk, man kan vel ikke påpege, at den ene er værre en den anden. En smerte er en smerte, er den ikke?

Jeg ville jo bare ikke være alene  Ligesom jeg altid havde været det - alene.  Jeg ville jo bare for en gang skyld gerne ses på som alle andre.  Jeg ville jo bare ikke være alene. 

Er det sådan du vil have det?

En ven fortalte mig engang dette;
 "Never give up on someone you can't go a day without thinking about"
Jeg skulle aldrig have lyttet.
Du er en evig kamp, ved du godt det?
Ved du, at du skubber alt væk fra dig? Alt der holder af dig? Du ødelægger alt omkring dig.
Forfanden, ved du, at du har gjort mig skrøbelig?
Du får ikke lov mere.
Verden ser på dig med sørgmodige øjne, den er bange for dig. Du slog den til jorden, da den tilbød en hjælpende hånd, du fik den til at afsky dig.
Med alt den modstand og kolde hjerter i dit liv, ville jeg hjælpe dig med at forvandle de grå nuancer til kulørte. Men du skubbede mig, og lang som jeg var faldt jeg udover kanten, og kom ikke tilbage.
 Er det sådan du vil have det?

Deleting me, won't make you forget me, it'll just take the pain away for a while,

within a sudden it'll come right back at you 

I'm a part of your history, and you can't erase history 

Løgn

Det er fordi de grumme løgne tærer hende op indefra, lige så forsigtigt får de hende ned med nakken. Lige så stille vandrer hun rundt iblandt os alle - men som en løgn, intet andet end en løgn.

For du er så lille og skrøbelig, et forvokset barn; med en kold og sort fortid; med kyniske spøgelser der går igen i din forskruede verden.
Du borer dig ind i mig og jeg skubber dig væk med så kraftigt et slag, at du vælter mod gulvet.
Du kæmper for at komme på benene igen, men jeg er for stærk, og mine knivskarpe ord skærer ind i dig; du bliver liggende.
Med store, brune øjne kigger du ind i mine blå, søgende og uforstående kigger du på mig.
Jeg falder. Så lang jeg er, vælter jeg mod det hårde stengulv, og slår kroppen noget så forfærdeligt.
Jeg vender hovedet mod dig og så græder jeg; prøver igen at skubbe dig væk, men er ikke stærk nok

Er det muligt at savne noget, der endnu ikke er forbi? Kan det passe, at vi bare har så uvirkeligt svært ved at leve nu og ikke i morgen, at vi til tider glemmer alt om tid og sted?
Eller er det, fordi vi tager sorgerne på forskud for ikke at blive så hårdt ramt, når de i virkeligheden kommer. Er det en slags ubevidst forberedelse?
Kan man sige, at vi nogle gange prøver på at overgå de menneskelige kræfter vi engang fik tildelt?
Prøver vi at gå linen dét skridt længere ud?

For det at se dit navn, det gør noget, det gør rigtig meget

Der er en stemme der fortæller mig, at hvis jeg virkelig var så vigtig en del af din verden, ville du holde fast, og du ville omfavne mit hjerte og passe på det som var det dit eget.
Stemmen hvisker mig i søvn og fortæller mig, at jeg er mere værd. Den fortæller mig, at jeg er stærk nok alene, og, at jeg fortjener nogen der ved hvor smuk en blomst jeg er - en der har vidst det hele tiden, og på intet tidspunkt har haft brug for hjælp for at kunne se det.
Du er ikke den nogen, for så ville du ikke lade mig smuldre imellem fingrene på dig, og du ville ikke lade dig selv se mig gå uden at kæmpe for at få mig til at blive.
Jeg ler, fordi jeg ved, at jeg har spildt min tid, og fordi jeg ved, at jeg er en smuk blomst uden dig. 

Jeg erindrer da jeg første gange fik det fortalt. Jeg husker, at jeg sad der omringet af leende ansigter og fire hvide vægge der med ét føltes så tæt på - alt for tæt på.
Det var som om noget inden i mig knustes og blev til tusinde brudstykker af mig og mine forslåede minder, som om, at de brudstykker forsvandt ud af min krop og gik i ét i mængden med de leende ansigter.
Jeg kan også huske, at jeg troede han løj. Jeg troede han bildte mig det ind for at såre mig, for på en eller anden måde gøre mig bevidst om, at han nu vidste dét, jeg med vilje havde undladt at fortælle ham.
Men sådan var det ikke, vel?
For det passede alt sammen, eller den del hvor jeg kunne se mine rester af skrøbelige øjeblikke forsvinde passede. Den del hvor mit hjerte blev aller mest tæsket løs på, og den del hvor jeg til sidst blev nødt til at give op passede. Det passede alt sammen.
Det værste var, at det ikke kun skete en gang, nej det skete skam to, nej tre gange.

Skåner mig selv

"Jeg ville ønske, at jeg havde en kappe som jeg forsigtig kunne vikle om min krop - vikle om mit hjerte."
Der var intet jeg heller ville have. Jeg ønskede mig sådan en kappe så inderligt, at jeg til sidst havnede i den overbevisning om, at hvis bare jeg håbede nok, så ville jeg en dag få den bragt lige så fint til min dør. Jeg forestillede mig hvordan verden ville se ud, hvis jeg havde magten til at kontrollere mine følelser, hvis jeg havde magten, til at kunne beslutte mig for aldrig mere at blive såret så det gjorde ondt. Jeg så regnbuefarvet smil og rosenrøde nætter.

Jeg tager afstand... fra dig og dit univers, skåner mig og mit univers..

// Undskylder for de for tiden sølle ord, har bare så meget, som på inden måde vil ud på den rigtige måde
Der sker for meget jeg ikke kan følge med i, verden er længere fremme end jeg selv er

Måske skulle vi bare droppe det her, og stoppe tiden, og lade det gå op for os, at der intet godt kommer ud af det.
Måske skulle jeg bare droppe det her, og stoppe tiden, og lade det gå op for mig, at der intet godt kommer ud af det.
At du ikke er god for mit skrøbelige hjerte
Jeg kan bare ikke stoppe

"But, my dear, this is not Wonderland, and you are not Alice"

Selvom hun valgte at gå, betød det ikke, at noget havde ændret sig, eller jo selvfølgelig var hun ikke længere en del af deres liv som sådan, og det var jo en forandring i sig selv, men indeni fulgte hun dem, og indeni levede hun videre i dem som om intet var hent.
Måske falmede bladenes farve og måske blev himlen grå og aldrig blå igen, måske var det egentlig fordi alting havde mistet kulør og derfor var blevet koldt og ligegyldigt, eller måske kunne hun bare ikke holde ud at stå model til så meget meningsløst modstand mere. Jeg ved det ikke.. Det er svært at vurdere hvorfor ting udvikler sig som de gør. Verden er jo så uforudsigelig. 


Hele tilværelsen var blevet overfladisk. Det var på nogen punkter godt, for til tider var hun glad og så uvirkelig tilfreds. På de tidspunkter lo hun, og smilede, og var hjertelig overfor alt og alle, og i de øjeblikke smilede verden tilbage, og det var endnu bedre.
Men lige så ofte, hvis ikke oftere ramte hun bunden, og følte sig så overset, og holdt for nar, at intet kunne reddes. En permanent tvivl havde sået sig i hendes hjerte og voksede sig løbende større og større.


Hvem vidste dette? Hvem undrede sig over, hvor hun blev af? Og hvem savnede egentlig hendes klukkende latter og hendes fine, blå øjne?
Det tror jeg faktisk, at de alle sammen gjorde, eller .. De vidste intet af dette, de vidste ikke, at hun gav så meget af sig selv, de vidste ikke, at det knuste hendes hjerte at se på hvad de gjorde og sagde, de vidste ikke, at hun lod som om hun kunne håndtere deres farlige sorger. De vidste ikke noget.
De undrede sig dog over hvor hun blev af, de undrede sig over, hvorfor hun pludselig forsvandt og aldrig så sig tilbage. De undrede sig så meget, fordi de manglede hende.
Der gik tid og ud af det blå gik det op for dem, hvor meget de egentlig savnede hendes latter, og hvor meget de længtes efter hendes dybe og varme øjne. Deres verden var blevet så tom uden hendes tilstedeværelse. Hvor blev hun af?

Her er jeg. Hvor er du?
Er hun der? Eller er du alene?
Nej, det var det jeg troede..
Det gør ondt, forstår du?
Jeg er træt, umenneskelig træt - og alene