Dansende i regnen

Regnen som flyver rundt i verden - med blå, store vanddråber, der hverken ved frem eller tilbage.
Landet ligger stille hen, for ingen vil blive våde, nej, hellere sidde inde bag husets tykke mure og se livet passere videre. Alt i mens danser jeg rundt, rundt imellem regnens tunge dråber. Løber op og ned af ukendte gader, synger fjerne sange. I en hvid silkekjole.

Jeg møder en ung mand, sammen med sin hund er han. Han kigger bedrøvet op når jeg danser forbi ham - et lille smil bliver dog undfanget, men stadig er hans øjne sørgmodige. Jeg tænker hvem der dog er skyld i dette humørforladte væsens smerte; en pige? en sommerkærlighed der flød i ét med mængden, da sommeraftnerne gik bort? En forsvunden barndom? en barndom som forlængst er gået itu, og som han nu savner. Hvem ved.

Vi er alene, ene og alene, altid alene. Men alene sammen, dansende i regnens univers.