Hvorfor under døden ingen lykke?

Men du er jo stadigvæk den del større end de andre, og du er jo stædigvæk den del smukkere.
I min verden lyser du stadig op, og din leen er stadig det mest unikke der findes, er det ikke okay?
Du ved, at have en eller anden form for nostalgi for fortidens sødheder?

Jeg erindrer dine mørkeblå tårer der lydløst faldt ned ad din kind, alt i mens du råbte og skreg - om forladelse. Og det var et forfærdeligt øjeblik, et ulideligt mareridts værste sider.

Noget borer sig ind i mit hjerte, flår og river i mit alt for ødelagte hjerte, får mig til at huske. Ihærdigt er der noget der runger i mine ører, det er ikke rart. Det er hjertet der runger i mine ører, det skriger hysterisk og prøver at få mig til at forsøge at rette op på alt det ødelagte. Men det kan jeg jo ikke, ikke uden dig,
Og du findes ikke, for du er død. Hvorfor under døden ingen lykke?