Gyngerne rørte næsten hinanden, i det de fløj frem og tilbage. Jeg kunne næsten mærke hans ben mod mine.
Egentlig var vi jo for store til at være der, der blandt de små legende børn, dem der knapt havde lært at tale. Men det var vores undskyldning til at være sammen, så behøvede vi nemlig ikke indrømme noget, vi kunne bare sige til de voksne, at det var fordi vores små søskende gik i børnehaven og vi bare var kommet for at vente på vores forældre til at komme og hente os.Vi kunne sige, at den eneste grund til at vi gyngede sammen var fordi vi jo kunne tale sammen, vi kunne forstå og vi kunne le. Sammen. De små forstod jo ingenting, alt der fascinerede dem, var at grave med den røde skovl, eller sidde i den blå stol.
Faktisk var det jo fordi jeg syntes ham drengen med det lyse hår og de bare tæer var sød.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar