"Your voice, is all I here somehow"

Vejret bærer et præg af sørgmodighed, i mens sidder jeg her og lytter til Joshua Radins smukke stemme.

"Your voice, is all I here somehow" 

Mit drengekorte hår sidder som da jeg stod op, mine slidte yndlingsbukser sidder som altid og forsigtigt vugger jeg mit hoved frem og tilbage i takt med musikken. Stille tipper mit højre ben op og ned.

Livet er så autentisk, og det er min tilstedeværelse i denne verden også. Jeg har elsket, jeg har mistet, og jeg har elsket igen. I dag elsker jeg mig selv lidt, for det har jeg givet mig selv lov til, og sammen med mig selv er jeg altid lykkelig, for jeg er min egen bedste ven. 

Der var lange nætter, hvor jeg optrådte som melankoliker, jeg brugte den mørke tid af døgnet på at længes efter dig, og jeg troede, at du ville komme hjem, jeg troede virkelig oprigtigt på, at du ville vende hjem. 

Hver nat sad jeg ved vinduet og kiggede op på den uendelige, sorte himmel med alle de lysende stjerner, jeg erindrede hvad du plejede at sige; Når jeg er med dig, står verden stille, du er min sol.

Jeg smiler ved tanken, men ryster den alligevel ret hurtigt af igen, jeg er ikke melankolsk mere.