Du går i stå hvis du tænker over alt. Hvis du analyserer hver en lille detalje og ting, der bliver sagt og gjort. 

Hvis du aldrig lader dig selv give lidt slip, og hvis du aldrig lader dig selv fejle, går du i stå.

Du glemmer at leve, fordi du prøver at forudsige alt, fordi du prøver på at blive det perfekte menneske. Men det perfekte menneske findes ikke.

Vores verden

Verden består af 7 verdensdele, 4 kontinenter, 192 lande, 7 religioner, 7.173.328.445 mennesker.
Vi er alle sammen den samme i det samme liv. Men vi er forskellige, vi lever i forskellige verdensdele, i forskellige lande, med forskellige religioner, men vi er den samme.
I vores verden har vi de hvide og vi har de mørke, groft sorteret. To former for udseende af mennesket, to farver.
De fleste bryder sig ikke om at blive genereliseret eller sat i bås. Og de fleste vil gerne opleve lykken. Vil gerne dø lykkelige.
Mange mennesker drømmer om kærlighed og fremtid, om succes. Og det er dét der gør os til den samme. Der er ikke nogen som ønsker at være ensomme. Men der er nogen, der bliver drevet af ensomhedens smerte, den smerte, som med tiden opbygger en masse usynlige mure omkring tilværelsen, og som driver folk til at holde afstand til livet omkring dem. Det er ensomheden og angsten, angsten for at få bagslag og for at blive skubbet så langt ned, at vejen tilbage bliver en uendelig labyrint. Det er ikke ensbetydende med, at de ikke vil elskes ligesom os andre, de er bare bange for at blive såret og for at miste.
Indeni er vi alle den samme, inderst inde. Men vores verden er snævertsynet. I vores verden generaliserer vi som bare fanden og vi sætter folk i bås, vi sætter endda os selv i bås når vi nægter at blive sat i bås.

// "Josephine, jeg glæder mig til den dag, hvor du er stor journalist eller romanforfatter"
..
"Jeg vil være ved at sprække af stolthed. Og den dag du udkommer med din første roman, vil jeg løbe råbende gennem gågaden, så ingen vil være i tvivl om hvorvidt du er min niece. Og så ingen vil være i tvivl om hvor pisse stolt jeg er af dig"

Smilet klistrer sig automatisk på og jeg kigger ned mens jeg forsigtigt fremstammer nogle få ord

"Hehe... Jeg skriver ikke mere... Ikke rigtigt. Det er længe siden. Siden sidst."

Med et undrende blik kigger han på mig

"Så kom dog igang. Du må ikke lade det der gå til spilde. Du har talent for pokker. Du må ikke smide det på gulvet.. Forstår du?"

Vingerne hviskede i hendes øre, at de ville forlade hende
Så hun forlod dem først

"Det er helt fint"

Når forfærdelige ting sker, glemmer vi folk
Vi glemmer at bekymre os om verden udenfor, vi glemmer at se efter, vi glemmer at passe på.
Vi hiver smøgerne frem i smug, og suger til vores sarte lunger går itu
Vi begraver os i lagnerne og vrider os i glemslen af dem vi mister - dem som står der i ydersiden, tavse. Sårede. Og dem vi elsker.
Vi griner også, de der falske, hysteriske, men samtidig livsbekræftende og nostalgiske grin. For det der holder os kørende, er tanken om, at vi engang var glade. Engang før alt det forfærdelige.
Tanken om dengang, hvor vores største bekymringer var om hvorvidt vi skulle tage det ene eller det andet sæt ligegyldige tøj på, på arbejde. Også selvom sættene oftest lignede hinanden bare med forskellige skygger i solskinnet.

Vi maler vores læber røde, tager en kjole på. Klistrer smilet på som en lille bonus, kigger de andre i øjnene og siger
"Det er helt fint. Vi er jo sammen om det her. Det er fint" 
Og så fortæller vi den samme tomme historie for 120'ende gang uden at lægge én eneste følelse i det. Når samtalen er færdig har vi sat flueben ved alle de svar vi efterhånden har fået skrevet ned i hukommelsen. For det er jo for pokker de samme sprøgsmål der bliver stillet hver evig eneste gang og det er vi vandt til nu.

And it hurts because I care
 Because I care too damn much

Jeg ville ønske, at jeg kunne slå det fra
Slå det menneskelige fra- følelserne
Gøre så det ikke gjorde ondt mere
Gøre så jeg ikke behøvede at gennemleve hver en hjerteskærende følelse af kynisk smerte
Så jeg ikke behøver at se, det liv jeg kendte smuldre ud i sandet, som var det endnu flere ligegyldige sandkorn

Det er de her nætter, fyldt med længsel efter svunden kærlighed og nostalgi.

De vikler sig ind i hinanden og bliver til en stor og ubegribelig masse. 

Massen krøller sig ind i mit glatte hår, sætter sig fast. Bliver siddende.

Ser mig forvirret rundt, med øjne så store som bambiens

Er som hypnotiseret til at blive ved, og blive ved, og blive ved. Hele tiden.

Forsvinder ind i disse nætters smerte af bar rodløshed 

Vil gerne stoppe, vil bare gerne få det til at stoppe

Men jeg kan ikke

Før verden vendte op og ned på det hele

En klog person skrev, at vi ofte søger tilbage til noget trygt og velkendt, når vi befinder os i en tilstand af sorg og smerte.
Jeg lukker øjnene og bliver trukket ind i en verden af tillid og gamle minder
Jeg står foran en gul dør med et lille skilt hvorpå der står ;
  "Ø13 - Rikke Marie Gadegaard og Josephine Panduro Als"
Forsigtigt tager jeg i håndtaget og går ligeså forsigtigt ind af den gule dør. Jeg kigger ned og ser de stadige skrammer og revnen på indersiden af døren, som kom af det indbrud vi havde sidste år.
Jeg mindes de konfirmationssmykker jeg fik stjålet og de tårer jeg fældede over ringen med den hvide sten som jeg elskede så højt. Den havde været min mors.
Jeg ser mig omkring og kan uden besvær forestille mig alt som det var.
Jeg kigger over i hjørnet og ser den gamle(men gode!!!) lænestol vi i fællesskab købte i Blåkors til 125kr den dag vi flyttede sammen. Stille lader jeg blikket glide over mod den ene væg - der hvor vores "sofa" stod med det lilla HAY-tæppe og vores to kinesiske dukker 'jan' i rød og 'Linda' i grøn.
Jeg kravler ubesværet op af trappen til hemsen for 317 gang og bliver nostalgisk over at se vores dobbeltseng - som egentlig bare var to maddresser rykket sammen- stå som de plejer.
Ovre i det lille hjørne under skråvæggen står vores røde fatboy ved siden af det lille, turkise bord med to tændte stearinlys på.
I tre hurtige spring er jeg nede fra hemsen igen, og jeg går hen og åbner vores hvide havedør og indånder den friske luft som strømmer ind i rummet som den har gjort det så mange gange før.
Her står jeg længe og kigger ud på engen, på skoven, på beachvollybanen og på alle vores naboers gamle vinduer.
Jeg længes efter dem alle sammen, selv dem jeg faktisk aldrig snakkede med, men som bare var der, og var en del af det hele- alt det vi havde.
Jeg ser min roomie for mig, løbe rundt på plænen og lave mislykkede vejrmøller. Det gjorde vi altid om sommeren.
Jeg kniber øjnene endnu mere sammen og forsøger, at få øjeblikket til at vare endnu længere - måske forevigt.
Det ved jeg godt, at det ikke kan, og ligeså hurtigt som jeg igen var tilbage i Tølløse, ligeså hurtigt er jeg tilbage i den glasklare virkelighed.

Sådan ønsker vi os tilbage. Vi bilder os selv ind, at vi stadig savner det, og nogle gange er det faktisk rigtigt. Andre gange er det mest fordi, vi længes efter et tidspunkt i vores liv der var fyldt med glæde og glade dage. Og ikke med rædselsfulde nætter, hvor frygten for at miste er som en konstant bidende kulde der vogter ved vores senge..

You don't get out alive

"When you're around someone so much, 
for so long, they become a part of you,
and when they go away, you don't know
who you are without them"

In somehow you had the power to control every cell in my body, you had the ability to make me do and be things I never had chosen for myself
Among the years you learnt how to yell in that special tone, that would make me come running just to serve you, and your little narcissistic kind of world
When you disappeared you left a little tiny piece of you inside me
 .. that's not true - you left so much of you, that you without knowing erased the biggest part of the term of being "me" 
You took me from me, and now I'm stuck in a place nobody ever want's to enter
 You don't get out alive

We went to sleep with broken dreams
The funny thing is; we never woke up again

Hvor er du på vej hen?

Og man kan nå til et punkt, hvor man ikke længere gør det for sig selv, og en dag stopper man op og har glemt, hvem fanden man var og hvor man kom fra
Blændet af behovet til anerkendelse mistede man selv på vejen

Hvor er du nu?

Hvor er du nu?
Ligger du i din seng og tænker tanker der rækker langt ud over atlanten
Ligger du og vender dig i søvne med angrende drømme
Tænker du på i går? På i forgårs? På forleden dag? På sidste måned? På sidste år? På mig?
Hvor er du nu?
Er du i Europa
Er du i Afrika
Er du i Rusland
Er du i Asien
Er du i Amerika - syd eller nord
Eller er du hjemme?
Hvor er du nu?
Kigger du på stjernerne og månen
 - det gør jeg
Ved du, at hvis du lukker det ene øje kan du dække hele månen med din tommeltot når det er fuldmåne- det er så fint
Forstår du, månen er den samme ligemeget, hvor i verden du befinder dig
Hvor hører du til?
Hvor er du nu?

Bløder med lukkede øjne

Du spørger mig, hvorfor fanden jeg er så sur
 "Hvorfor jeg er sur? Hvorfor i alverden skulle jeg da være andet? Kan du fortælle mig det? Intet,     absolut intet er som planlagt. Intet. Og der står du med en trodsig mine og spørger mig hvad fanden  der er galt. Ja, hvad fanden er der galt med dig? Og hvorfor i alverden står du dog her og glor? Burde   du ikke vandre rundt imellem alle de andre stiletfødder med krigsmalingen på? Og lade som om?
 Fuck dig. Ja fuck dig, siger jeg jo!"

Du vender mig ryggen og lader mig se din mørke hud gløde.

"Hvorfor fanden er du så sur?" Råber jeg efter dig med et hysterisk tonefald

Du stopper, vender dig om, ser på mig. Afslører i en brøkdel af et sekund stødet du lige har fået hamret ind i dit bryst.

"Og nogle mennesker rejser sig op og går videre, andre bliver liggende. Og bløder med lukkede øjne." Hvisker jeg. Griner.

Min underbo

Oppe på min altan kunne jeg lugte underboens gamle smøg, der stille og roligt lod røgen sive op til mig og min stilhed. Det lugtede fælt af sorg og tomhed og jeg undrede mig over, hvordan hun var havnet der. For jeg havde set hende på trappen og i elevatoren, når hun havde været ude at handle ind og kom slæbende på tonsvis af fyldte indkøbsposer. Og jeg havde ofte set hende stå uden for sin dør med et længselsfuldt, tåget blik , som om hun håbede på, at et spøgelse fra fortiden ville støde ind i hende så de kunne dele lyserøde minder og en god kop lakridsthe sammen.

Det sket bare aldrig, for hun var altid alene og havde aldrig besøg. 

Jeg havde ganske ondt af hende, især når jeg så hende stå der i en ventende position og med et glimt af håb i sine gamle øjne. 

Den ting, der nagede mig mest ved synet af hende, var fornemmelsen af, at hun slet ikke var så gammel som hun så ud til. Noget ved den måde hendes langt fra grå hår bølgede sig ned over ryggen på hende, og noget ved hendes  komplet glatte og rynkefrie hud, og så hendes lette bevælgelser sagde mig, at hun højst kunne være midt i trediverne, og altså kun en 10 år ældre en mig selv. Jeg gøs ved tanken. Hendes øjne gemte på tusindvis af erindringer og så altid forfærdelig trætte og udslidte ud.

Som jeg sad der og bandede og svovlede over den grumme lugt af cigaretrøg, hostende som en gammel heks pågrund af min livslange astma, slog det mig pludselig, at angsten for at ende som hende - alene og forladt- var større end nogen anden angst jeg lige kunne komme på.

Næste gang jeg så hende på gangen udenfor hendes dør sagde jeg 'hej'. Hun så på mig med et forvirret og overraskende blik. Lidt efter fik hun lidt kejtet fremstammet et 'Hej' tilbage, og fra den dag af, sagde mig og min underbo altid hej til hinanden. Vi snakkede endda en dag om, om vi på et tidspunkt skulle dele en kop lakridsthe sammen 

Intet forsvinder, det bliver bare til noget andet

Vi drømmer om så store verdner, med store rum og mennesker med store hjerter og store ord.
Samtidig gemmer vi os selv bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Vi ser folks sorg som et tabu, noget man ikke nævner, hvilket er så forbandet forkert.
Du kan ikke gøre dig klog på noget du ikke har sprunget ud i. Du kan ikke vide om modparten vil grine eller græde. Derfor er det ligeså forkert ikke at spørge som at spørge.
Vi er opvokset i et af de rum, hvor det er forkert at være nysgerrig, vi skal alle sammen holde os for os selv og ikke snage i andres sager, og det gør vi. Vi holder os for os selv, men vi snager også. Vi snager bag om ryggen på folk istedet for at spørge lige ud. Vi hvisker og tisker i krogene og teer os som små børn, der ikke ved hvordan virkeligheden ser ud.
Sådan er det, og hvor er det dog trist.
Hvor er det dog sørgeligt

Mine øjne bliver så trætte, de bliver så trætte af hele tiden at være kede af det.
Når de en gang imellem får en pause, er de så udmattede og tunge, at alt hvad de egentlig har brug for er at få lov til at lukke i

Indeni mig er jeg rastløs, jeg kan ikke finde den der ro som jeg plejede at have. Jeg vandrer rastløst rundt i virkeligheden- både i andres og i min egen. Jeg søger efter noget jeg har mistet, efter noget der engang var, eller måske ikke var. Jeg ved det ikke

På ét split sekund væltede vores verden på jorden, og vi tumler stadig rundt og er forvirrede.
Vi ser hvide kitler, slanger, fremmede, smilende ansigter, hvide gange, hvide rum. og mørke.
Og jeg ser mig selv, og ved ikke hvad det er jeg ser, jeg ved bare at intet af det her er okay. At intet af det her var planlagt. Og så ved jeg, at vores liv er forandret forevigt.

Det værst tænkelige 

Måske er det her en pause

 i livet

Jeg bevæger mig væk fra dig og din forbandet egoisme
For som man siger;
"The first time is a mistake, the second time is a choice you make"
Jeg har taget det valg mere end én gang for meget
ladet mig selv befinde mig på dybt vand
 hvor jeg ikke kunne svømme
Lod mig selv drukne i surrealistiske dumme drømme
kunne ikke se forskel på virkelighed og uvirkelighed

Du bandt mig til din sjæl, holdt mig fast med dit greb
slap mig
holdt fast
slap mig
holdt fast
slap mig
slap mig
Og jeg kunne ikke finde vej tilbage til der hvor jeg var kommet fra

Jeg håner de søvnløse nætter og gemmer nostalgien og fantasien væk
Jeg løsner mig fra det du stadig holder fast i
 dét af mig
Jeg vælger ikke at vælge igen,
for denne her gang vil jeg ikke lade mig selv bløde