Hvis du var her ved siden af mig, imellem tusindvis af fløjlsbløde dyner og varmende stearinlys - og god musik, ville jeg hviske alt i dit øre, alt det du var gået glip af og alt det du ikke fik set - alt det vi ikke fik set.
"Jeg har det godt. For det meste. Nogle gange gør det lidt ondt i mit hjerte og jeg græder lidt, men så siger jeg til mig selv, at det ikke kan blive ved, at jeg må finde mit smil igen, og lade min latter leve natten ud. Så går smerten over for en stund." Sådan ville jeg hviske lige så forsigtigt, måske ville du stoppe mig, eller måske ville du lade mig tale videre.

"Jeg er blevet en del af en drøm vi engang drømte sammen. Den med "4 piger og et par jeans" eller den med de 4 piger og "Sex and the city". Den drøm der bestod af 4 piger og noget større, noget vi ikke selv behøvede styre. Jeg er 1 ud af 4, og jeg behøver ikke styre det. Har du det også sådan?" 


Dine store, blå øjne kigger på mig og sender mig et langt smil.

"Ja, det har jeg. Noget i den stil i hvertfald. Det er rart." Du hvisker ikke, og jeg får et lille chok.

Det er min tur igen, og jeg vælger at hviske - igen.

"Det var godt... Nogle gange bliver jeg bange for om du er okay, men når det sker, lukker jeg øjnene og tænker, at selvfølgelig er du okay, selvfølgelig er du det.
Jeg har mødt ham her som jeg engang beskrev, fin og yndefuld. Måske husker du? Han har mit hjerte i sine hænder og han kan hvert sekund smide det på gulvet. Det er sket, men lige så stille samlede han stykkerne op igen og klistrede dem nøje sammen. Så var jeg på en eller anden facon helet, dog varede det ikke længe før han atter en gang smed det fra sig, og nu ligger stykkerne spredt ud over verden og jeg kan ikke selv finde dem og lade dem blive hele igen. Det gør mig trist at tænke på, så jeg forsøger at lade være." Jeg holder inde, for at lade dig fordøje det jeg lige har fortalt.

"Der er også noget andet. Jeg har faktisk slettet meget af min historie, jeg ser mig næsten ikke tilbage. Okay nej, vent, nu lyver jeg. For faktisk ser jeg mig rigtig meget tilbage, bare kun over den ene skulder, den anden lader jeg være, og den lader jeg som om jeg aldrig har vidst fandtes. Tror du det er forkert? At slette så meget? Jeg har ikke slettet dig, men jeg har slettet så meget andet. Nogle gange bliver jeg i tvivl om jeg har grebet det forkert an... 
Sikke jeg plaprer løs. Jeg er rigtig glad, og jeg er tilfreds og alt det der hører til" Hvisker jeg til sidst, og lader derefter mine øjne falde i og min krop synke helt ned i dynerne. Så tænker jeg på hvad dit ansigtsudtryk mon fortæller, men jeg lader alligevel mine øjne være lukket.

Jeg sidder her fortabt og nyttesløst og er så rørt. De små, spinkle ord som hun så fint kunne formå at få skrevet ned, gik lige ind i det blødeste punkt i vores hjerter, og en lille brist fandt sig vej.

Jeg tænker på om jeg en dag vil opleve den ulidelige smerte som hun netop nu i dette øjeblik lider under, vil jeg nogensinde føle mig så afmagtet og ligegyldig? Det er ikke noget jeg i min vildeste fantasi kan forestille mig... eller måske, for har jeg alligevel ikke været i den del af helvede? bare i mild forstand? Har jeg ikke badet i hjerteskærende tårer, og har jeg ikke følt min sindstilstand glippe for noget tid?
Joo... Men jeg fandt jo tilbage, gjorde jeg ikke? 

Forsigtigt så hun op. Bogen hun læste i, havde i realiteten ingen særlig handling, hun læste den bare for at have noget at fordrive tiden med.

Tiden… Ja, den var fløjet forbi dem, tænkte hun alt imens hendes lange fingre lige så roligt bladrede fra side til side.

Hun havde tit undret sig over udtrykket ”Jeg føler det som var det i går” men nu stod det pludselig glasklart for hende hvad det indebar. For som hun sad der i parken på den rustne bænk med det lyse hår og den røde læbestift og læste endnu en ligegyldig og værdiløs bog, strøg tanken igennem hendes hoved, hun følte det som var det i går de sidst badede i det salte havvand, som var det i går de sidst så fuldmånen på den stjerneklare himmel og begge ikke kunne falde i søvn, som var det i går de sidst blottede sig for verden og spadserede igennem de åbne gader af leende mennesker med selvværd i blikket.

Hun følte det som var det i går hun sidst rørte ved hendes kind, som var det i går hun sidst kyssede hendes læber lige så uskyldigt og fint, som var det i går hun fortalte livet omkring hende, at hun ikke var som alle andre eller i hvert fald ikke var som folk i mange år havde gået og troet.  Med den tanke fulgte et lille, sørgmodigt smil på hendes læbe.

Der var ikke noget galt i, at være til det samme køn, men alligevel blev hun altid dømt og sorteret fra på grund af hendes valg af kærlighed, og dét i sig selv gjorde hende anderledes end resten af hendes univers -  det vil sige, at oppe i hendes hoved følte hun sig anderledes og til tider også ensom, på trods af, at hun vidste hvor mange andre der var og følte lige præcis som hende selv.

Sommernætterne kunne jo ikke vare ved, og solen kunne jo ikke skinne for altid, vel?
Dagen ville jo komme, hvor hun måtte forlade den lille by hun på kort tid havde kommet til at holde så meget af. Det var bare, at et eller andet sted troede hun stadig på, at det den slange havde gjort ved hende, den som havde snoet sig om hendes krop og tryllebundet hende med en magi, som hun ikke troede fandtes, ville være varig. Hun troede også, at den anden krop som også havde nydt af slangens ord og lidenskab, ville forblive en del af hendes tilværelse i verden udenfor.
Hvorfor ikke? Jo så ment fordi drømme ikke er virkelighed, og selvom de kan virke så virkelige og komme så tæt på virkeligheden, vil de altid være en hallucination af noget der ikke rigtig findes, de vil altid kun eksistere, når du er i en slags trance, og de vil altid kun eksistere oppe i dit hoved og ingen andre steder.

Hun følte det som var det i går hendes livskvaliteter straks blev flået ud af hænderne på hende og smidt ud i det store hav sammen med hendes forslået og trygge minder.

af på så kort tid, men et eller, at det bnist hun havdey hun havde kommet til at holde så meget af på så kort tid, men et eller

Det er det der når man er så glad, at smilet er permanent på ens læber, og det er der, man ler hele tiden på trods af , at der i bund og grund ikke er nogen specifik grund til det.

Det essentielle er bare, at alt er godt og fantastisk, man er bare glad, fordi livet kører videre uden bomb. 

"Old friend, why are you so shy?"

Oldschool

Kan man ældes indvendigt hurtigere end man ældes udenpå? Er det muligt, at man indeni kan føle sig for voksen til alle de ting man burde gøre, alle de ting man burde være en del af?
Eller er man så i realiteten bare et kedeligt menneske uden nogen form for indhold?
Kan det lade sig gøre, at være ligeglad med fest og voldsom druk når muligheden spirer?
At være tiltrukket af lange nætter i selskab med kolde tuborg, godt selskab og mørke barer, som spiller amatør livemusik og hvor luften er tyk af røg fra cigaretterne, du ved, i stedet for det farvede lys og slappe popmusik som dunker i højtalerne på et dansende diskotek?
At være tiltrukket af timer omringet af 1000vis af stearinlys og tilbragt med lækker musik og en lang snak med en god ven - er det i orden at være oldschool i sin tankegang?

Virkelighed eller uvirkelighed?

Du fornemmer en sitrende stemning

i atmosfæren
Selvom du drømmer om ham
og han ikke drømmer om dig
sker det
Det er hvad du vil have,
ikke sandt?
Ja,
nej,
måske?

Mister pusten
og ser de sorte øjne som er borende
og hjerteskærende
mørke
Du elsker hele tiden
og det er rart
Han elsker dig hele tiden
bag hallucinationernes mur
ved du det?
Ja,
nej,
måske?

Slettede med vemod i sindet det sidste synlige der var tilbage af os.

Solen skinner

Bader i lykkens rosenrøde flod, spiser røde hjerter og synger kulørte sange.
Snuser forsigtigt til uskyldighedens blomster og smiler let ved tanken om evighed - det varer forevigt; I mine drømme er det hele evigt. 
Forfærdelige øjeblikke fra min hukommelse glipper, de forsvinder, bliver kvalt i flodens smukke væld af varme følelser. De tilintetgøres.
Jeg ler.  

Hun var stærk nok til at knuse den mur der dominerede hendes skrøbelige tilværelse i verden.
Nu er hun glad og tilfreds. Hun ved, at hun er stærk nok, hun ved, at hun er god nok
Det handler om at finde viljen til at gøre det du ikke kan, for når den er der, så kan du
Hun savner dig, men hun savner ikke dig, nej hun savner dig. Forstår du?
Der er forskel på hvad man var og hvad man er, derfor er det ikke den du er , men den du var. Men det er Ok, for du var sød, og smuk, og kærlig, og unik, og bedst, så derfor er det Ok at savne noget godt, måske bliver man nostalgisk, men det er godt at have noget godt at se tilbage på.

Som da det var mig,
er det hende
Som da jeg stod der,
står hun der
Som da det var mig,
er det hende.
Det gør lidt ondtt, hvorfor gør det altid det?

"Den bedste hævn er at være lykkelig"

Med blikket stift rettet mod mig kysser du hende, med smilet kvalt langt ind i mit hjerte kysser du hende, med ordene hviskende i mit øre kysser du hende.

Med tårerne tvunget bort kigger jeg væk, med grinet højt og skingert kigger jeg væk, med skriget råbende i dit ansigt kigger jeg væk.

Føles det godt? At se mig falde? Føles det godt med magten? I dine hænder?

Det føles godt. At se dig falde. Det føles godt med magten. I mine hænder.

”Den bedste hævn er at være lykkelig”

"Jamen jeg er jo fra en helt anden verden end dig, forstår du.
Når du siger a, siger jeg b. Når du vælger det ene, vælger jeg det andet."
"Men det behøver ikke at være sådan?"
"Jo. Jeg ville ønske, at du ikke kun kunne kysse mig når vi var alene, at du også kunne gøre det når solen skinnede og ikke kun når månen tittede frem. Jeg ville ønske, at du fortalte mig hvor i dig jeg befandt mig - i hjertet?"

Elsker livet
Selvom du forsvinder
selvom du lyver
selvom du føler smerter
selvom du angrer
selvom du elsker mig
selvom jeg hader dig
selvom du vil
selvom jeg ikke vil
Jeg elsker livet på trods af alle dine sølle forsøg på at få mig til at hadet det

Det er gået i stå
Selvom du slår, og slår
og slår

Her er du
ser du
Det er OK
mer' en OK

Det er gået i stå

Vi mente, at det vi mente, var rigtig ment.
Bag os brændte vi alt for betydningsfulde broer, og så græd vi - hver for sig.
Så da dagen var svundet, var vi tilbage i natten - hver for sig.
Og vores konklusion var at være hver for sig - selvom vi græd.

Mon drømme bliver til virkelighed?

Har en kildrende fornemmelse i kroppen
kan ikke vente
er for spændt
John Lennon synger Yesterday
og jeg nynner med
det er beroligende
Vi mistede en sand kunstner da han gik bort
Sangen slutter
og det kilder mere i min mave
end nogensinde før
Mon drømme bliver til virkelighed, eller er vi bare væk i verden?

Nu pakker jeg hele min tilværelse ned i to store kufferter, sammen flytter vi over på den anden side af landet - der starter vi noget nyt.
Klokken har netop rundet midnat og her midt i alt rodet sidder jeg i hug med lukkede øjne, om ingen tid drager jeg mod syd og skal til at indfinde mig i en helt anden verden end den jeg er bekendt. Hvad vil der ske?
Jeg mærker et sug i maven, vil det kunne rive mig ud af mareridtet, og placere mig i virkeligheden, vil det kunne hjælpe med at glemme? Fuck, det skal virke! Jeg er vågen nu, har en trang til at gøre livet langt.

"And you give, and you give, and you give yourself away"

Er det ikke altid sådan? man giver og man giver, til sidst giver man sig selv væk. Så er man borte med blæsten, forsvundet med natten, smuldret ud i sandet, man er bare væk, væk i verden

Vi dansede i regnen og kyssede kunstige kys, bag blommetræet og de store lavendelplamager. Vi græd salte tårer og spildte røde minder udover skovens tætte buskads