I dét han kiggede ud på mig, kunne jeg se, hvor jeg kendte ham fra, han var dig. Eller.. Gid han var, han lignede dig.

Han bar dine brune øjne, din sorte øjenvipper og dit elskværdig smil.. Han lignede dig så meget, selv den måde han bevægede sig, var så lig dig.

Jeg kan huske da du sagde, at du elskede mig for første gang.

Det var en sommernat for 3 år siden, vi lå ude på den store, sorte græsplæne, og kiggede op mod stjernerne.

Jeg lå i din favn, og du holdt mig tæt ind til dig, engang imellem kørte du forsigtigt dine fingre igennem mit hår, eller kyssede mig blidt på kinden. Pludselig lagde du din mund helt tæt ind til mig, kyssede mig op langs halsen, og hviskede med en klar stemme i mit øre; Jeg elsker dig smukke.

De ord betød mere end.... mere end alt for mig. Jeg blev så glad, at jeg bare ville tættere på dig, endog da vi var så tætte, at det nærmest var umuligt, alligevel fik jeg presset mig selv tættere ind på livet af dig, begravede hovedet i dit  bryst, og kyssede dine fugtige læber, mere intenst en nogensinde. Jeg var så lykkelig, og jeg var så utrolig meget din.

Da jeg så ham i dag, ham der lignede dig, var der noget indeni mig der rørte på sig, et gammelt minde jeg havde glemt jeg stadig havde i min hukommelse tittede frem fra sit skjul. Jeg kunne pludselig mærke dit åndedrag mod mit øre igen, ligesom jeg havde mærket det den nat, og pludselig væltede ordene ind i mit sind, alt det du engang havde sagt virkede så virkeligt.
Du er så sød, så smuk. 

Cosmic love

Idiosynkrasi..kærlighed .. kys.. berøringer.. fortvivlelse.. rod... blod.. salte tårer.. ord .. lykkelighed .. nærhed.. tryghed.. beundring.. latter.

Hvorfor ..

Det var dig der sagde, at når livet slår en ned, kan du vælge selv at rejse dig op.
Hvorfor... Hvorfor bliver du så ved med, at holde mig nede når jeg prøver at rejse mig? Sig mig hvorfor..

En skinger duft af den røde neglelak sværmer omkring mig. Min sorte bodystocking sidder tæt, meget tæt på min krop, og mine lange ben ligger strakt ud på gulvet. Skoddet fra min udkørte cigaret ligger og ryger en forsigtig røg, den er næsten, men kun næsten lige så færdig som mig.
Jeg tager endnu et sug, trækker nikotinen helt ned i mine alt for ødelagte lunger, og puster den derefter ud i rummet.
Mit hjerte dunker. Dunker. Det dunker meget.. meget, meget hurtigt, hurtigere end normalt.
Min puls er højere end den plejer at være.. ikke? Den føles hurtigere og mere ustabil.
Mit hår er rodet. Mit mørke undercut er perfekt, men det platine stykke på toppen er i vildrede.
Min verden er i vildrede.

Livet er stærke sager, vi sejler alle sammen på denne båd ser du jo, vi gynger og gynger, frem og tilbage. Først det ene sted, så det andet, og til sidst det tredje. Vi kæmper os igennem de stormfulde nætter med løgne og barske realiteter. Bølgerne kan være store. De kan gøre ondt.  Det kan såre. De kan slå ihjel.
Nogle gange er vi venner med hende, et par år senere er vi kærester med ham, og venner med den næste. Til sidst er vi alene. Den første er død, den anden er død. Gæt hvad den tredje er?... død.

I sidste ende er jeg stadigvæk nonchalant og pisse arrogant.
Jeg lever på kant, og elsker med dem jeg fandt.
Jeg kender mig selv, til tider er jeg mig selv.

To verdener

To verdener. Jeg drømmer om en genforening, om at det hele går op og jeg drømmer om én verden.
Jeg savner sammenhold, kærlighed, så vidt som ærlighed. Jeg savner sandheden, jeg savner virkelighedens lykke, bryder mig ikke om løgnen.

Jeg beder til Gud om forladelse, og om lighed, jeg beder ikke om, at vi alle skal være ens, jeg beder bare om, at det skal kunne fungere, at det hele vil faldet i takt.

Jeg forbander krigen, mordere, alle der er skyld i død. Jeg ønsker fred og lykke, og jeg ønsker jalousien og misbilligheden til at forsvinde. Vi skal kunne enes uden, at det skal være skuespil, vi skal kunne stole på hinanden, helt ind til benet. Vi skal alle kunne stole på hinanden.

Jeg elsker livet, jeg holder af dem jeg kender, dem der står mig nær, dem der har stået mig nært. Jeg nyder vindens susen og regnens dryppen, det skaber ro og tryghed når mørket er faldet på.

Jeg siger en masse lige nu, som sikkert for andre ikke giver nogen som helst forståelig mening, jeg vrøvler ud fra mine blandede tanker. Skal jeg indrømme, at jeg vil give alt for at holde fast i en jeg elsker så utrolig højt, en jeg altid vil være der for, eller skal jeg fortie mine følelser? Skal jeg være glad eller deprimeret? Skal det gå mig på, at jeg mister flere og flere, og at jeg er ligglad? De betyder ikke noget længere, jeg ved, at de ikke er ægte, men skulle jeg alligevel holde fast i dem, bare for at have noget? Skal jeg råbe eller hviske? Skal jeg fortælle verden hvad jeg føler? Jeg vrøvler og vrøvler, det hele er meget forvirrende.

Min længsel

Lad os tag afsted, langt væk. Lad os føle friheden, lad os mærke følelsen af at være et uafhængigt menneske. Jeg var villig til at give mig selv til dig. 
Jeg ville gå indtil min sølle ben gav efter, jeg ville løbe min arme krop i stykker, jeg ville lade mig falde så langt, at dybet rækker. Jeg vil gøre alt for dig. Jeg er din.

Hvorfor er evighedens univers så langt væk? Hvorfor har jeg så meget tid tilbage? Hvorfor er jeg for ung til at dø?
Min krop svinder stille borte, den giver efter. Jeg ser dybbets mørke, jeg ser det så nær mig, og alligevel kan jeg ikke nå det, jeg føler det, men kan ikke være i det. Min tilstedeværelse findes på den side af livets mur, hvor alt føles så stærkt, hvert et skridt hvert et åndedrag føles smertefuldt, alt i min verden synes til at svinde bort. Så, hvorfor kan man ikke blot forlade dette gudsforladte sted? Jeg sidder fast i tvivlen.

Længslen efter en anden eksistens er så kraftig, at ingen kan undgå den, den er så kraftig, at jeg ikke lægere kan ignorere den. Jeg længes efter et spøgelses eksistens, husker på de fortabte minder, og de glemte realiteter er som en storm i mit forvirrede sind. Jeg ved de stadig findes, endnu ved jeg hvilken sandhed jeg altid vil ende hos.

Realiteterne er her som sagt stadigvæk, de fleste overser dem bare, folk vender den anden kind til, når de ser et lille, sort, og udsultet afrikansk barn. De ser uden om døden. De tør ikke at se mig i øjnene, de ved hvilken smerte der venter dem, de kender til mit had, de ved hvem der slog min eksistens ihjel. Ingen vil være et vidne, dog kan de ikke undslippe mit tag. Jeg giver ikke slip, jeg holder fast indtil den dag jeg ligger død og begravet.

Jeg ser hvordan deres blikke undvigende flakker forbi mig, de tør ikke se livets barske realiteter i øjnene, de vil ikke kendes ved mig. De ved, at jeg ved det. De kender til min skjulte tårer, til mit ulidelige savn. Men ingen gør noget, der er ingen der vil forklare mig hvor fanden mit livs sjæleven blev af, hvor blev han af? Hvorfor vil de ikke svare mig? Jeg forstår ikke hvorfor der ikke længere findes nogen stærke og trofaste sjæle, jeg vil viden grunden til døden. Hold mig ikke for nar.

Dine store brune øjne kiggede på mig, og du sagde; "Du ved godt, at jeg elsker dig meget højt, ikke?" Jeg nikkede blot, og kyssede dig let på kinden inden jeg forsvandt ud i mørket.
Du var så oprigtig da du sagde det, derfor behøvede jeg ikke andet.
Jeg vidste, at du ville elske mig for altid.

Det er fortidens sødlige melodier der runger i mine ører. Jeg hører dit unikke latterudbrud atter en gang, og lukker øjnene.
Jeg ønsker mig tilbage til dengang du stadig var min ven, dengang med de lange sommer kvelde og de uendelige gåture ved havet.
Inde i mit hoved læser jeg dit brev højt, jeg udtaler hvert et ord nøjagtigt og mærker et sus hver gang jeg bliver rørt over din smukke ærlighed. Jeg har faktisk mange af de breve, men det her er det der betyder mest, det der lige fra starten har betydet mest.
Jeg kan det udenad.

Jeg bladrer igennem de tusindvis af mapper jeg har med billeder af dig i... Dig og mig sammen. Jeg ser mit smil, og jeg ser hvor glad jeg var. Jeg ser også dit smil, og hvor glad du var. Vi var glade sammen.

Der var en dag, hvor jeg virkelig kunne mærke, hvor meget du betød for mig. Jeg følte, at vores tæthed, faktisk hele vores eksistens, snoede sig ind i hinanden. Vi gav aldrig slip, vi holdt fast.
Den dag holdt vi fast og jeg kunne mærke det. Den dag gav vi aldrig slip.

Who's that girl

"Jeg kan ikke lide den sang.."
"Det kunne du da engang?..."
"Jaa, men er er jo meget der var "engang", ved du jo. Vi to var jo også venner... Engang, ikke?"

Sådan er hun. Sådan vil han gerne være. Sådan ønskede hun ikke at blive. Han så på, at de var det. Hun fortrød, at hun havde været. De kunne ikke undgå at være.
Sådan er vi på et eller andet punkt alle sammen.

Og så  var det, at jeg pludselig anede det ellers godt skjulte glimt i dine øjne, dét jeg så mange gange før havde set, bare i en helt anden livstid.

Med rank ryk og følelsen af at være godt og grundigt malplaceret, stod jeg i et hjørne og iagttog alle andre. Jeg kunne ane de tilbageholdende, men tændte lyster der lå lige så stille i overkanten af stemningen, og jeg kunne med mit blotte øje se de lystige hænder der fór op og ned af de andres medrivende kroppe.
Der var dog et fast punkt mine øjne gang på gang søgte, de søgte dig, dig og dine gudsforladte øjne. Alligevel ville jeg ikke helt opdages, jeg ville blot iagttage dig, og se din arme tilstedeværelse smuldre, nej jeg ville ikke opdages. Jeg ville være der, men i en usynlig tilstand.

Og så  var det der, midt i mit hoveds svimle tanker, at det gik op for mig, at vores øjne havde en oprigtig kontakt, jeg var opdaget. Jeg var overhovedet ikke usynlig, og havde på intet tidspunkt været det.
Du så mit dominerende blik, mit ødelagte og opgivende blik, og med ét smed du alt væk.
Jeg så, at du endnu engang følte, at du havde gjort noget forkert, og, at jeg dømte dig for det. Det var i dét øjeblik, at jeg anede glimtet... Det jeg så mange gange før havde set.

Du kan bringe mig højere op, der hvor det er passionen før tøjet, fashion'en før møget.
Du ved Cos fremfor Ed Hardy. Kvalitet fremfor alt.
Der hvor græsset er grønnere, og skyerne står skrevet med silke.
Du bringer mig derop, hvor Elizabeth and James tøjet hænger på træerne, og Louboutin skoene popper op på små guldgræne fra jorden.
Det er der Mary-Kate Olsen er din bedste veninde, og Coco Chanel din ældste kusine, Karl Lagerfeld er din onkel og Alexander Mcgueen er din stadiglevende højtelskede bror. Du drikker også te og spiser småkager med selveste Alexa Chung.
Som min kære Coco engang sagde; Det er der, hvor det er Stil og ikke mode. Mode går af-mode, stil forbliver det samme.

.. Men det er kun dig der får mig helt derop

At åbne sig.

At blive misforstået ufatteligt meget.

At lytte på skærende og smertende svar.

At holde alle de tilbageholdende ord gemt.

At græde ufrivilligt overfor en ufrivillig person.

At føle sig malplaceret mellem bekendte.

At mærke sin hukommelse og koncentration glippe.

Det her er underligt, det er for alvor forkert.

At blive moden.

Lige mig ....

Jeg drømte en drøm i nat ... Jeg drømte, at jeg var med dig.
Hvorfor drømte jeg det? Det er jo underligt.
Vi to hører ikke sammen, og jeg kan ikke lide dig.
Alligevel ... Alligevel var det dig jeg drømte om.. Denne gang ikke ham.
Der er langt imellem jer to, ser du jo. Du er, øøh .. dig, og han er lige mig.
Ja.. Han er lige mig.

Hun er en Sort rose

Hun vil gå frem og tilbage, hun vil bevæge sig i takt til musikkens luskede rytme. Hun vil synge om kap med stjernerne, hun vil snu sig som en slange. Hun vil vinde kampens magt, hun vil atter sidde på tronen, hun vil atter forlade mørkets kammer. 
Stemmen der flyder ud gennem rummet er smukkere end smukkest. Den er blødere end blødest. Den vil hypnotisere alle og en hver, hun vil have dem i hendes hule hånd. De rosende ord, den fine latter, ja hun er noget for sig. Hun er en snedig slange. 
De beundrer hende som var hun gud, de ser op til hende som var hun det værd. Hun er en snedig slange. Hun har vundet kampens magt, hun har stjålet følelsernes virken.
Sorte roser deler hun ud af, hun er en mørk og snedig, sort rose.

Whitout you, I can feel my self disapear

Mary-Kate Olsen

She's incredable, absolutely amazing

Hvad hed de?
Hvordan så de ud?
Hvad kunne de lide, hvad kunne de ikke lide?
Kunne de lide mig?
Hvor blev de af?
Hvorfor husker jeg ikke mere?
Hvorfor er de ikke i min hukommelse?
Hvor blev minderne med dem af?
Jeg ved det var der.. Engang havde jeg svar på alt dette, hvorfor har jeg ikke det længere?

Med dem delte jeg gråd, og glade dage. Jeg delte skumle hemmeligheder, og søde ord. Der var smil, og gyldne blikke.
De var mine venner, men nu husker jeg dem ikke længere, jeg husker bare, at de var der.

Helt ind til benet

Du vidste noget var galt, og du gjorde intet. Du så det ske, du så dem dø. Du gjorde intet. Vi var meget, nu er vi intet. Ulykken lever, lykken er borte. Vi kom helt ind til benet.