For du er så lille og skrøbelig, et forvokset barn; med en kold og sort fortid; med kyniske spøgelser der går igen i din forskruede verden.
Du borer dig ind i mig og jeg skubber dig væk med så kraftigt et slag, at du vælter mod gulvet.
Du kæmper for at komme på benene igen, men jeg er for stærk, og mine knivskarpe ord skærer ind i dig; du bliver liggende.
Med store, brune øjne kigger du ind i mine blå, søgende og uforstående kigger du på mig.
Jeg falder. Så lang jeg er, vælter jeg mod det hårde stengulv, og slår kroppen noget så forfærdeligt.
Jeg vender hovedet mod dig og så græder jeg; prøver igen at skubbe dig væk, men er ikke stærk nok

Er det muligt at savne noget, der endnu ikke er forbi? Kan det passe, at vi bare har så uvirkeligt svært ved at leve nu og ikke i morgen, at vi til tider glemmer alt om tid og sted?
Eller er det, fordi vi tager sorgerne på forskud for ikke at blive så hårdt ramt, når de i virkeligheden kommer. Er det en slags ubevidst forberedelse?
Kan man sige, at vi nogle gange prøver på at overgå de menneskelige kræfter vi engang fik tildelt?
Prøver vi at gå linen dét skridt længere ud?

For det at se dit navn, det gør noget, det gør rigtig meget

Der er en stemme der fortæller mig, at hvis jeg virkelig var så vigtig en del af din verden, ville du holde fast, og du ville omfavne mit hjerte og passe på det som var det dit eget.
Stemmen hvisker mig i søvn og fortæller mig, at jeg er mere værd. Den fortæller mig, at jeg er stærk nok alene, og, at jeg fortjener nogen der ved hvor smuk en blomst jeg er - en der har vidst det hele tiden, og på intet tidspunkt har haft brug for hjælp for at kunne se det.
Du er ikke den nogen, for så ville du ikke lade mig smuldre imellem fingrene på dig, og du ville ikke lade dig selv se mig gå uden at kæmpe for at få mig til at blive.
Jeg ler, fordi jeg ved, at jeg har spildt min tid, og fordi jeg ved, at jeg er en smuk blomst uden dig. 

Jeg erindrer da jeg første gange fik det fortalt. Jeg husker, at jeg sad der omringet af leende ansigter og fire hvide vægge der med ét føltes så tæt på - alt for tæt på.
Det var som om noget inden i mig knustes og blev til tusinde brudstykker af mig og mine forslåede minder, som om, at de brudstykker forsvandt ud af min krop og gik i ét i mængden med de leende ansigter.
Jeg kan også huske, at jeg troede han løj. Jeg troede han bildte mig det ind for at såre mig, for på en eller anden måde gøre mig bevidst om, at han nu vidste dét, jeg med vilje havde undladt at fortælle ham.
Men sådan var det ikke, vel?
For det passede alt sammen, eller den del hvor jeg kunne se mine rester af skrøbelige øjeblikke forsvinde passede. Den del hvor mit hjerte blev aller mest tæsket løs på, og den del hvor jeg til sidst blev nødt til at give op passede. Det passede alt sammen.
Det værste var, at det ikke kun skete en gang, nej det skete skam to, nej tre gange.

Skåner mig selv

"Jeg ville ønske, at jeg havde en kappe som jeg forsigtig kunne vikle om min krop - vikle om mit hjerte."
Der var intet jeg heller ville have. Jeg ønskede mig sådan en kappe så inderligt, at jeg til sidst havnede i den overbevisning om, at hvis bare jeg håbede nok, så ville jeg en dag få den bragt lige så fint til min dør. Jeg forestillede mig hvordan verden ville se ud, hvis jeg havde magten til at kontrollere mine følelser, hvis jeg havde magten, til at kunne beslutte mig for aldrig mere at blive såret så det gjorde ondt. Jeg så regnbuefarvet smil og rosenrøde nætter.

Jeg tager afstand... fra dig og dit univers, skåner mig og mit univers..

// Undskylder for de for tiden sølle ord, har bare så meget, som på inden måde vil ud på den rigtige måde
Der sker for meget jeg ikke kan følge med i, verden er længere fremme end jeg selv er

Måske skulle vi bare droppe det her, og stoppe tiden, og lade det gå op for os, at der intet godt kommer ud af det.
Måske skulle jeg bare droppe det her, og stoppe tiden, og lade det gå op for mig, at der intet godt kommer ud af det.
At du ikke er god for mit skrøbelige hjerte
Jeg kan bare ikke stoppe

"But, my dear, this is not Wonderland, and you are not Alice"

Selvom hun valgte at gå, betød det ikke, at noget havde ændret sig, eller jo selvfølgelig var hun ikke længere en del af deres liv som sådan, og det var jo en forandring i sig selv, men indeni fulgte hun dem, og indeni levede hun videre i dem som om intet var hent.
Måske falmede bladenes farve og måske blev himlen grå og aldrig blå igen, måske var det egentlig fordi alting havde mistet kulør og derfor var blevet koldt og ligegyldigt, eller måske kunne hun bare ikke holde ud at stå model til så meget meningsløst modstand mere. Jeg ved det ikke.. Det er svært at vurdere hvorfor ting udvikler sig som de gør. Verden er jo så uforudsigelig. 


Hele tilværelsen var blevet overfladisk. Det var på nogen punkter godt, for til tider var hun glad og så uvirkelig tilfreds. På de tidspunkter lo hun, og smilede, og var hjertelig overfor alt og alle, og i de øjeblikke smilede verden tilbage, og det var endnu bedre.
Men lige så ofte, hvis ikke oftere ramte hun bunden, og følte sig så overset, og holdt for nar, at intet kunne reddes. En permanent tvivl havde sået sig i hendes hjerte og voksede sig løbende større og større.


Hvem vidste dette? Hvem undrede sig over, hvor hun blev af? Og hvem savnede egentlig hendes klukkende latter og hendes fine, blå øjne?
Det tror jeg faktisk, at de alle sammen gjorde, eller .. De vidste intet af dette, de vidste ikke, at hun gav så meget af sig selv, de vidste ikke, at det knuste hendes hjerte at se på hvad de gjorde og sagde, de vidste ikke, at hun lod som om hun kunne håndtere deres farlige sorger. De vidste ikke noget.
De undrede sig dog over hvor hun blev af, de undrede sig over, hvorfor hun pludselig forsvandt og aldrig så sig tilbage. De undrede sig så meget, fordi de manglede hende.
Der gik tid og ud af det blå gik det op for dem, hvor meget de egentlig savnede hendes latter, og hvor meget de længtes efter hendes dybe og varme øjne. Deres verden var blevet så tom uden hendes tilstedeværelse. Hvor blev hun af?

Her er jeg. Hvor er du?
Er hun der? Eller er du alene?
Nej, det var det jeg troede..
Det gør ondt, forstår du?
Jeg er træt, umenneskelig træt - og alene

Min værste fjende

"Min værste fjende er mig selv. 

Jeg er den eneste, 

der rigtig har magt til at såre mig selv" - Charlotte Gainsbourg

Hvorfor lader vi ikke vær'? Hvorfor lader vi os selv såre gang på gang? Hvorfor lader vi dem komme så langt ind, at de har os om deres spinkle lillefinger? Ved vi det ikke godt? At vi skal stoppe mens legen er god?
Jeg kan ikke stoppe.. må have mere

Puzzle With A Piece Missing

Igen måtte hun lade det bløde, ned på gaden. Lade det rende så langt som muligt, ned af gaden.

Uden at de så det, det var næsten usynligt - som hende. 

Det hele flød sammen til en stor pøl dyb, rød farve, med røde hjerter og gule roser badede de i pølen - hende og dem - hende og ham.

Han gav hende de gule roser, han gav hende den anden de røde hjerter. 

Troede ikke det ville gøre så ondt
men det gør det
nu
Det gør meget ondt

Højt at flyve, dybt at falde

Ja for der er ingen kære mor nu, nej nu er du alene, nu må du tage konsekvenserne for det du har gjort.

Nu er det dig ene og alene, begravet i snavs og stramme løgne, badet i en sort skændsel.

Nede i dybet flyder din lykke,  oppe i lyset flyver din ulykke, grinende og skadefro sender de dig blikke – for de ved begge hvad du har gjort.

Højt at flyve, dybt at falde. 

Hvis du var her ved siden af mig, imellem tusindvis af fløjlsbløde dyner og varmende stearinlys - og god musik, ville jeg hviske alt i dit øre, alt det du var gået glip af og alt det du ikke fik set - alt det vi ikke fik set.
"Jeg har det godt. For det meste. Nogle gange gør det lidt ondt i mit hjerte og jeg græder lidt, men så siger jeg til mig selv, at det ikke kan blive ved, at jeg må finde mit smil igen, og lade min latter leve natten ud. Så går smerten over for en stund." Sådan ville jeg hviske lige så forsigtigt, måske ville du stoppe mig, eller måske ville du lade mig tale videre.

"Jeg er blevet en del af en drøm vi engang drømte sammen. Den med "4 piger og et par jeans" eller den med de 4 piger og "Sex and the city". Den drøm der bestod af 4 piger og noget større, noget vi ikke selv behøvede styre. Jeg er 1 ud af 4, og jeg behøver ikke styre det. Har du det også sådan?" 


Dine store, blå øjne kigger på mig og sender mig et langt smil.

"Ja, det har jeg. Noget i den stil i hvertfald. Det er rart." Du hvisker ikke, og jeg får et lille chok.

Det er min tur igen, og jeg vælger at hviske - igen.

"Det var godt... Nogle gange bliver jeg bange for om du er okay, men når det sker, lukker jeg øjnene og tænker, at selvfølgelig er du okay, selvfølgelig er du det.
Jeg har mødt ham her som jeg engang beskrev, fin og yndefuld. Måske husker du? Han har mit hjerte i sine hænder og han kan hvert sekund smide det på gulvet. Det er sket, men lige så stille samlede han stykkerne op igen og klistrede dem nøje sammen. Så var jeg på en eller anden facon helet, dog varede det ikke længe før han atter en gang smed det fra sig, og nu ligger stykkerne spredt ud over verden og jeg kan ikke selv finde dem og lade dem blive hele igen. Det gør mig trist at tænke på, så jeg forsøger at lade være." Jeg holder inde, for at lade dig fordøje det jeg lige har fortalt.

"Der er også noget andet. Jeg har faktisk slettet meget af min historie, jeg ser mig næsten ikke tilbage. Okay nej, vent, nu lyver jeg. For faktisk ser jeg mig rigtig meget tilbage, bare kun over den ene skulder, den anden lader jeg være, og den lader jeg som om jeg aldrig har vidst fandtes. Tror du det er forkert? At slette så meget? Jeg har ikke slettet dig, men jeg har slettet så meget andet. Nogle gange bliver jeg i tvivl om jeg har grebet det forkert an... 
Sikke jeg plaprer løs. Jeg er rigtig glad, og jeg er tilfreds og alt det der hører til" Hvisker jeg til sidst, og lader derefter mine øjne falde i og min krop synke helt ned i dynerne. Så tænker jeg på hvad dit ansigtsudtryk mon fortæller, men jeg lader alligevel mine øjne være lukket.

Jeg sidder her fortabt og nyttesløst og er så rørt. De små, spinkle ord som hun så fint kunne formå at få skrevet ned, gik lige ind i det blødeste punkt i vores hjerter, og en lille brist fandt sig vej.

Jeg tænker på om jeg en dag vil opleve den ulidelige smerte som hun netop nu i dette øjeblik lider under, vil jeg nogensinde føle mig så afmagtet og ligegyldig? Det er ikke noget jeg i min vildeste fantasi kan forestille mig... eller måske, for har jeg alligevel ikke været i den del af helvede? bare i mild forstand? Har jeg ikke badet i hjerteskærende tårer, og har jeg ikke følt min sindstilstand glippe for noget tid?
Joo... Men jeg fandt jo tilbage, gjorde jeg ikke? 

Forsigtigt så hun op. Bogen hun læste i, havde i realiteten ingen særlig handling, hun læste den bare for at have noget at fordrive tiden med.

Tiden… Ja, den var fløjet forbi dem, tænkte hun alt imens hendes lange fingre lige så roligt bladrede fra side til side.

Hun havde tit undret sig over udtrykket ”Jeg føler det som var det i går” men nu stod det pludselig glasklart for hende hvad det indebar. For som hun sad der i parken på den rustne bænk med det lyse hår og den røde læbestift og læste endnu en ligegyldig og værdiløs bog, strøg tanken igennem hendes hoved, hun følte det som var det i går de sidst badede i det salte havvand, som var det i går de sidst så fuldmånen på den stjerneklare himmel og begge ikke kunne falde i søvn, som var det i går de sidst blottede sig for verden og spadserede igennem de åbne gader af leende mennesker med selvværd i blikket.

Hun følte det som var det i går hun sidst rørte ved hendes kind, som var det i går hun sidst kyssede hendes læber lige så uskyldigt og fint, som var det i går hun fortalte livet omkring hende, at hun ikke var som alle andre eller i hvert fald ikke var som folk i mange år havde gået og troet.  Med den tanke fulgte et lille, sørgmodigt smil på hendes læbe.

Der var ikke noget galt i, at være til det samme køn, men alligevel blev hun altid dømt og sorteret fra på grund af hendes valg af kærlighed, og dét i sig selv gjorde hende anderledes end resten af hendes univers -  det vil sige, at oppe i hendes hoved følte hun sig anderledes og til tider også ensom, på trods af, at hun vidste hvor mange andre der var og følte lige præcis som hende selv.

Sommernætterne kunne jo ikke vare ved, og solen kunne jo ikke skinne for altid, vel?
Dagen ville jo komme, hvor hun måtte forlade den lille by hun på kort tid havde kommet til at holde så meget af. Det var bare, at et eller andet sted troede hun stadig på, at det den slange havde gjort ved hende, den som havde snoet sig om hendes krop og tryllebundet hende med en magi, som hun ikke troede fandtes, ville være varig. Hun troede også, at den anden krop som også havde nydt af slangens ord og lidenskab, ville forblive en del af hendes tilværelse i verden udenfor.
Hvorfor ikke? Jo så ment fordi drømme ikke er virkelighed, og selvom de kan virke så virkelige og komme så tæt på virkeligheden, vil de altid være en hallucination af noget der ikke rigtig findes, de vil altid kun eksistere, når du er i en slags trance, og de vil altid kun eksistere oppe i dit hoved og ingen andre steder.

Hun følte det som var det i går hendes livskvaliteter straks blev flået ud af hænderne på hende og smidt ud i det store hav sammen med hendes forslået og trygge minder.

af på så kort tid, men et eller, at det bnist hun havdey hun havde kommet til at holde så meget af på så kort tid, men et eller

Det er det der når man er så glad, at smilet er permanent på ens læber, og det er der, man ler hele tiden på trods af , at der i bund og grund ikke er nogen specifik grund til det.

Det essentielle er bare, at alt er godt og fantastisk, man er bare glad, fordi livet kører videre uden bomb. 

"Old friend, why are you so shy?"