Forsigtigt så hun op. Bogen hun
læste i, havde i realiteten ingen særlig handling, hun læste den bare for at
have noget at fordrive tiden med.
Tiden… Ja, den var fløjet forbi
dem, tænkte hun alt imens hendes lange fingre lige så roligt bladrede fra side
til side.
Hun havde tit undret sig over
udtrykket ”Jeg føler det som var det i
går” men nu stod det pludselig glasklart for hende hvad det indebar. For
som hun sad der i parken på den rustne bænk med det lyse hår og den røde
læbestift og læste endnu en ligegyldig og værdiløs bog, strøg tanken igennem
hendes hoved, hun følte det som var det i
går de sidst badede i det salte havvand, som var det i går de sidst så
fuldmånen på den stjerneklare himmel og begge ikke kunne falde i søvn, som var
det i går de sidst blottede sig for verden og spadserede igennem de åbne gader
af leende mennesker med selvværd i blikket.
Hun følte det som var det i går hun
sidst rørte ved hendes kind, som var det i går hun sidst kyssede hendes læber
lige så uskyldigt og fint, som var det i går hun fortalte livet omkring hende,
at hun ikke var som alle andre eller i hvert fald ikke var som folk i mange år
havde gået og troet. Med den tanke
fulgte et lille, sørgmodigt smil på hendes læbe.
Der var ikke noget galt i, at være
til det samme køn, men alligevel blev hun altid dømt og sorteret fra på grund
af hendes valg af kærlighed, og dét i sig selv gjorde hende anderledes end
resten af hendes univers - det vil sige, at oppe i hendes hoved følte hun
sig anderledes og til tider også ensom, på trods af, at hun vidste hvor mange
andre der var og følte lige præcis som hende selv.
Sommernætterne kunne jo ikke vare
ved, og solen kunne jo ikke skinne for altid, vel?
Dagen ville jo komme, hvor hun måtte forlade den lille by hun på kort tid havde
kommet til at holde så meget af. Det var bare, at et eller andet sted troede
hun stadig på, at det den slange havde gjort ved hende, den som havde snoet sig
om hendes krop og tryllebundet hende med en magi, som hun ikke troede fandtes,
ville være varig. Hun troede også, at den anden krop som også havde nydt af
slangens ord og lidenskab, ville forblive en del af hendes tilværelse i verden
udenfor.
Hvorfor ikke? Jo så ment
fordi drømme ikke er virkelighed, og selvom de kan virke så virkelige og komme
så tæt på virkeligheden, vil de altid være en hallucination af noget der ikke
rigtig findes, de vil altid kun eksistere, når du er i en slags trance, og de
vil altid kun eksistere oppe i dit hoved og ingen andre steder.
Hun
følte det som var det i går hendes livskvaliteter straks blev flået ud af
hænderne på hende og smidt ud i det store hav sammen med hendes forslået og
trygge minder.
af på så kort tid, men et eller, at det bnist hun havdey hun
havde kommet til at holde så meget af på så kort tid, men et eller
