Fuck the world

Man er kommet så langt derud, at man har bygget sit eget selvskabs univers. Man er The man, man er skaberen.
Man brænder inde. Væggene omkring en bevæger sig atter sagte, tættere og tættere mod din krop. De er belejret med syle skarpe knive, og dit blik er fæstnet på et specifikt punkt. Dit sind lukker af, dine øjne ser ikke andet end din fortids ødelagte minder.
Erindringerne om din forhenværende tilstedeværelse står dig så klart, at du mister grebet. Du er ikke længere fattet i din situation, du er langsomt begyndt at svinde bort.
Dit virvar af tanker, flyver fra top til tå, det er umenneskeligt at holde styr på det påstyr der fanger dig.
Det hele var, du, dit, man, ens, deres, vores, vi, os, jeg, min, men det er i sidste ende altid deres, er det ikke?
The way we used to be, sådan ser det ud, for nu er det deres. Der er ikke længere betydning i begrebet vores, man så det forsvinde, nu er det forfanden deres, hverken, dit, mit, os, vi, du, eller jeg.  

Jeg er fanget i en strøm af uvirkelige øjeblikke, har ingen fodfæste, har mistet lyset.
Det er ubeskriveligt, det er rædselsfuldt. Det er intet mindre end helvedet.
At miste fatningen.

Forkert

Jeg har lært ikke, at tage folk ind på livet af mig. Dvs. det er noget jeg må lære på nu, jeg kan ikke lade folk komme så langt ind i mig, at de er så stor en del af mig, at jeg ikke selv kan kontrollere det længere.
Jeg kan simpelthen ikke tåle flere tab, jeg ser det hele forsvinde under benene på mig, det vrimler for mine øjne. Det er som om jeg går i blinde.
At glemme alt efter ingen tid, at kunne spørge om de samme ting op til flere gange på en dag, blot fordi du glemmer det. Jeg føler mig lukket inde i en slags bobbel, en bobbel jeg ikke kan komme ud af. Jeg kan ikke nå de andre, og jeg føler mig ikke hjemme.
Jeg kan ikke holde på mig selv, jeg smuldrer sammen til ingenting, jeg kan ikke styre det, jeg gerne vil holde for mig selv.
Jeg kan simpelt ikke klare mere kritik. Der var engang, hvor jeg var så selvsikker på mig selv, at jeg bare kunne lukke det ude, men det kan jeg ikke mere. For hver dag der går graver det hele sig dybere og dybere ind i mig, og det er jeg bare ikke god nok til at holde på afstand.

At se alt bevæge sig længere og længere væk fra dig, det er svært, det er det virkelig. At blive så usynlig, og så lille i sig selv, på så lidt tid.

Åh hvor jeg dog elskede snerten af lykke.
Jeg sulter efter at kunne sove det væk

Get back to where we started

Hans barndom har været en leg fyldt med omsorg og kærlighed. Han har altid troet, at det var sandheden om ham og hans liv. Omsorg og kærlighed. Han har altid elsket hans mor og far, hans lillesøster og bror. Han har altid elsket sine venner og sine bekendte. Prøv at knips med fingrene....
Jaa det gik hurtigt ikke? så hurtigt gange 100 forsvandt hans kærlighed til de mennesker han holdt af. Prøv så at regn ud hvor hurtigt det gik.

Explosion

Bomben sprang, jeg sprang.
Dét jeg har snakket om, eksploderede. Skrig, tårer, rystelser, ord, råb, kulde, røde, hævede øjne.
Jeg føler, at min krop er ved at smuldre sammen under benene på mig. De tunge dråber falder, og falder og falder. De vil bare ikke holde op. Min krop vil bare ikke holde op med at skælve. Mit hoved vil bare ikke holde op med at dunke. Min usselhed vil bare ikke slutte.

Jeg vidste, at denne her dag ville komme, den har ligget og luret lige om hjørnet. Jeg har indrømmet overfor mig selv, at jeg ikke er så stærk som jeg går rundt og bilder mig ind. Jeg er nået til et punkt hvor jeg står ansigt til ansigt med min skrøbelighed. Jeg savner, jeg ønsker, jeg elsker, jeg håber, jeg lider, jeg angrer.
Jeg forstår ikke hvor hele min forestilling blev af, der var så meget jeg gerne ville have nået, det er for sent nu.
Og når jeg skal... når jeg virkelig bliver nødt til at sige det højt kan jeg ikke, jeg kan ikke få mig selv til at sætte ord på hvad jeg føler, jeg kan bare simpelthen ikke. Jeg føler mig som en uduelig hykler.
Jeg forstår ikke hvad jeg har gjort, og så alligevel gør jeg, men jeg finder ingen overhoved, mulig mening på hvorfor alt dette.... Jeg magter det virkelig ikke.
Jeg kan ikke skriver mere, jeg vil ikke mere. Jeg er malplaceret her på mit sted, og verdenen snurrer rundt.

"To be, or not to be"

"To be, or not to be"


Hvor er svarene? Hvor er magten? Hvor er den forsvundende tid? Hvor er kærligheden? Hvor er mennesket? Og hvor er realiteten?
Hvem er, og hvem er ikke?
Hvordan gør man, og hvordan gør man ikke?

Jeg fandt aldrig ud af det, gjorde du?

Skuespil eller ej?

Den man giver sig ud for at være, er det den man ønsker at være? Eller er det blot en kunstig opstilling af et ufrivilligt skuespil?

Det er tegn på svaghed, det, at man ikke tør bryde isen, det, at man skal leve et dobbeltliv. 

Jeg er ikke en skuespiller, jeg er en fighter, på godt og ondt kæmper jeg. Selvom jeg møder modstand vil jeg love mig selv, at jeg altid skal kæmpe, jeg vil svømme imod strømmen.
  

Det er godt, ikke?

Nogle gang slår det mig; Hvad et godt menneske egentlig er. Og der er det gået op for mig, at min definition på et godt menneske, er at kunne glæde sig på andres succes. Det, at kunne være lykkelig på andres bekostninger, er en stor gave at have. Jeg mener, at være empatisk er en god ting, i det man bekymrer sig om andre, tænker over hvordan det går sine medmennesker, det gør dig til et godt menneske.
Tit har jeg øjeblikke hvor jeg svømmer i selvmedlidenhed, jeg føler, at hvad jeg gør bare er forgæves, at jeg kan bruge alle mine kræfter på et andet menneske, for, at personen så derefter kan gå direkte imod mig, når min hjælp har hjulpet. Måske ikke engang gå imod mig, men bare være fuldstændig ligeglad med mig som person, nu har jeg hjulpet, så nu er jeg gone with the past.
Der er det så jeg i stedet skal tænke; Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, jeg lagde alle mine kræfter, alt min lidenskab i dette menneskes skæbne. Og selvom det så var det, så gjorde jeg noget, for hvis jeg nu kan se, at det er glæde og ikke ulykkelighed der omgiver personen, så må jeg da have haft en eller anden form for effekt. 

Han var mig taknemmelig, og hun elskede mig. De indrømmede, at jeg betød noget, og de andre viste at jeg var noget, uden at sige et ord. Han var forelsket i mig, og de var mig alle sammen taknemmelige. Det er godt, ikke? 

En tikkende bombe

Der er uvejr i luften, og jeg er som en tikkende bombe, der hvert sekund ville kunne eksplodere.
Jeg ved ikke hvad der sker med mig, og ren faktisk vil jer gerne vide det.
Der er nogle underlige følelser der gang på gang dukker op i mit indre jeg, de rører mig et sted langt inde, og jeg kan ikke finde ud af hvad de helt præcis betyder. De gemmer sig på en måde for mig, og så alligevel skærer de fuldt igennem, alligevel er det som om de vil føles, og som om de vil have min opmærksomhed.

Jeg kan ikke forstå, er det en form for symboler? Tegn, om hvad jeg skal gøre? Er det et tegn til, at jeg skal forlade dette sted, eller er det et tegn på en styrke jeg ubevidst bærer rundt på, og som skal få mig til at blive? Jeg ved det ikke.

Det med den tikkende bombe er ikke rart, jeg føler det lige så stærkt, som jeg ser viserne på uret, rykke sig for hver minut der går. Jeg er bange for at knække, sådan indvendigt, bare knække fuldstændig sammen. Jeg mærkede allerede dens begyndende udbrud tidligere i dag, jeg mærkede de uønskede tårer presse på. Jeg lod dem ikke løbe. Men de var tegn på, at det snart er tid.
Jeg er bange for, at når det sker, vil en masse ord strømme ud af mig, ord som jeg sandsynligvis senere vil komme til at fortryde så grufuldt. Det vil være skjulte sandheder, uægte ønsker. Det vil være for længst glemte drømme. Håb som engang bristede vil kæmpe sin vej op. Håbet vil hale sig ind på mig, men ikke på den gode måde, det vil udløse en ustyrlig kamp indeni mig. Og hvad vil der så ske?
Vil jeg kunne holde til det?

Jeg prøver at løbe mig fra det, og det er underligt. Ja, jeg prøver på en fysisk måde at flygte fra mine anstrengelser, og fortvivlede tanker. Pludselig kan mit hoved ikke styre det roderi der fumler rundt deroppe, og så begynder mine ben at løbe, de løber alt for hurtigt, derfor bliver jeg utrolig nemt forpustet. Dog hjælper det lidt, det lindrer lidt det hele, og så alligevel ikke.

Replaced

I know I am replaced, I know there's something better now, something different.
I know I was good, and I know I did everything I could possible do, but I also know that what I did, wasn't enough.
I saw things I maybe shouldn't have seen, and now I feel a pain I maybe shouldn't feel.
This is the change, and this is the reality of today. He was there, She was there, I was there, everybody was there, and everybody saw the breakdown. Everybody felt the darkness.
Everybody feels the darkness.

I know I am replaced.

Det umulige

Imens bilen drøner af sted på de spanske landeveje, skråler de tre veninder med på den musik der brager løs ud af de dunkende højtalere; D-A-D – It’s after dark. Det band er jo helt og igennem fantastisk.
Med vinden i håret og kærligheden dulmende i atmosfæren, nyder de hinandens selskab. De er frie.
Den åbne bil bevæger sig bølgende gennem det øde landskab. Tiden flyver af sted.

Deres langvarige drøm er endelig gået i opfyldelse, og de er nu på vej ud i verden. Nu skal de mærke livets barske realiteter, føle håbet briste for derefter at opstå på ny. De skal mærke de mystiske eksistenser, og forsvinde væk i drømmenes land, ved at lade alkoholen løbe rundt i deres blod.

Siden de var meget unge, har deres drøm været, at helt spontant pakke de mest nødvendige ting, smide dem om bagi bilen, for så at bare køre af sted. De vil lægge fortiden bag sig, for kun at se fremad, ikke en eneste gang vil de se sig tilbage. De vil glemme det sørgelige og fokusere på de varme dage.
Deres mål var at nå Spanien. Der ville de leje et yndigt sommerhus, selvfølgelig med en udsigt udover en af Spaniens smukke byer. Selvfølgelig med en pool med en god plads.
De ville udnytte stranden som der højst skulle ligge 5 kilometer fra det lille sommerhus.
Om dagen ville de ligge og lade solen brænde ind i deres unge hud, en gang imellem ville de lade kroppen forsvinde under det blå vand, bare for at få kropstemperaturen kølet ned. Om natten drømte de, at de ville blive ude til den lyse morgen. Håret skulle sidde med en snert af tilfældighed, men stadigvæk ville der ikke være et eneste hår, der ikke sad som det skulle, deres makeup skulle være stor men enkel. De afklippede denimshorts ville sidde stramt til de solbrune, slanke ben, med en mørkebrun, læderrem om livet, på den ene side for at holde shortsene oppe, på den anden side for at lave prikken over i’et. Som overdel ville den ene af pigerne bruge en fin, lille blomstertop, den anden ville bruge en armyfarvet t-shirt med et print af en blodig kvindekrop. Den tredje pige ville hverken have shorts eller top på, hun ville bære en fodlang sort kjole.
De ville alle tre have hver sine yndlings stiletter på. Deres outfits ville være fuldstændig forskellige, men de ville alle være fuldstændig veludførte.

De vidste, at de ville møde en masse nye mennesker, og de vidste, at hver person de mødte ville få en speciel betydning i deres liv. Der ville være få som ikke fik lov til at følge dem hele vejen hjem, nogle ville være typer som de ikke følte sig helt trykke ved, de ville med det samme være sikker på at, dog personen var unik på sin egen måde, ville han (det ville formentlig være en mand) have en side som var skummel og ustandhaftig. Derfor ville de holde kontakten i byens gader, og ikke længere end det.
Der ville være personer som ville være så elskelige og trofaste, at de ville køre den hele vejen.
Det hele havde de forestillet sig oppe i deres unge hoveder.

En ting de havde lovet hinanden var, at de altid ville holde sammen og, at denne drøm ville blive udført. De havde lovet hinanden, at vejen derned ville blive en lang, men oplevelsesrig tur. Det ville blive turen der for altid ville ligge gemt i dem, og de ville huske den tur for, at de havde tilbragt dage ind og ud, med deres elskede soulmates.

Når dagen kom, havde de aftalt at de skulle skiftes til at køre, dvs. en kørte, den næste skulle så sidde på forsædet og den tredje bagi. De havde planlagt alt ned til mindste detalje. De ville holde få stop, bare for sådan at få noget mad en gang imellem, de ville tisse i vejkanten, og de ville nyde livet.

Nogle drømme er simpelthen så utrolig fantastiske, de slipper ikke bare op som så mange andre, de gror fast i sjælens indre.


En melankolsk stemning har bredt sig udover mig. Det var blot en drøm, min fornemmelse siger mig, at den desværre vil blive umulig at få til at gå i opfyldelse. Men, hvor ville jeg dog bare ønske… Ønske det umulige.. Udleve det umulige… Det er umuligt. 

Jeg hader det.

Når jeg ikke ved hvad jeg skal føle, kan jeg ikke skrive.
Når jeg ikke kan skrive, ved jeg ikke hvad jeg skal føle.
Så simpelt er det, og så utrolig irriterende er det.
Jeg hader det.
Vi svigtede, det er ikke til at forstå. Hvad skal jeg føle ?

Uvirkelig verden

Så kom det alligevel for tæt på, hvad?
Pludselig slog det ham, hvor mange følelser der egentlig lå gemt i det mindeværdige øjeblik, hvor meget kærlighed der dengang fandtes, og hvor meget had det nu er erstattet med.
Det er hjerteskærende at tænke på. Det er så utrolig uvirkeligt at tænke på alle de uudførte drømme, alle dem der nu er gået tabt med tiden og alle de forfærdelige hændelser.

Man havde så meget man ville opnå, så mange ting man ville nå inden man blev gammel. Nu er man ikke gammel, nu er man bare kommet videre, og man ser sig ikke længere tilbage. Man ser bort fra alle de mørke følelser, prøver ihærdigt på at glemme.

Han ser på det hele tiden, han ser gang på gang, det hele blive slettet, og for hver gang graves der endnu dybere i ham. Han er en passiv iagttager.
Hullet bliver for hver gang endnu større i det, han ved hvad der sker inde i hende.

Jeg føler det han føler, jeg kan mærke den gennemborende og ødelæggende følelse han bærer rundt på.
Nej, hun gør det skam ikke nemt for ham, hun gør det ikke nemt for mig.
Det er svært når man ikke længere er en del af hendes liv, man er meget tæt på at hoppe med på vognen, den med alle de andre. I den vogn tror man på det påførte smil, og man tror på lykkeligheden der ikke helt når øjnene.
Sådan vil han ikke være, for han var jo engang inden under huden, og han vidste hvad der skete, det gør han ikke længere, derfor er han tæt på den rædselsfulde vogn.
Det værste er, at han er ved at bryde sit løfte til sig selv; han lovede, at han for altid ville kunne gennemskue det hele, han lovede ikke at være lige som alle de andre.
Hvad blev der af det mod han følte da han gav sig selv det løfte? Jeg ved det ikke, jeg kan ikke finde det mod hos ham længere.

Det hele er blot en forvirrende og uvirkelig verden.

Gik op i ét

Det hele er glintrende. Solen er så småt begyndt at forsvinde ned bag horisonten, vandet bølger gyldent, og alle ler. De nyder livet. 


Sommeren er sen, men alligevel er stranden fuld. Nøgne mænd, nøgne kvinder, danser i måneskinnets lysende spotlight, stemningen er så høj, at intet er umuligt. Alle kan danse lige i dét øjeblik, alle kan synge lige i dén sang. Alle kan være glade på en gang, lige i dét øjeblik. Alle kan alt lige i dét øjeblik.


Jeg ser livet fra min plads på klintens yderste tip, og jeg nyder det også. Jeg ser alle dem jeg elsker, fuldføre deres største drømme. De er lykkelige og frie, deres øjne skinner om kap med selve skinnet fra månen. Deres glæde er ikke til at undgå, de ler og ler, de elsker, de drømmer, de fuldfører. De er hele på en gang, dem alle sammen er på et eller andet punkt hele.

Den aften blev der givet flere kys end de fleste aftener, og der blev holdt af langt mere end hvad man er vandt til. Det var som om elendigheden ikke fandtes og som om livet gav mening, det var også som om alt ting gik op i ét. 

Jeg ved hvad jeg er, men jeg ved også hvad jeg ikke er

"At vide, hvad man er, er at vide, hvad man ikke er"


Jeg ved, at jeg indeholder en tro på mig selv, som er mere kostbar end noget andet. Jeg ved, at jeg ejede en styrke der var stærk som verdens trofaste rødder. En styrke der var så kraftig, at den var evig, men alligevel, i det jeg siger: ejede, var den så, så stærk igen? For Jeg har den jo ikke længere, jeg mistede min styrke, og jeg mistede min tro.

Engang havde jeg en tro på lykken i vindens susen, i det at eksistere var en lykke i sig selv. Men når modstanden står ret, er det svært at tro. Det er som om der bristes endnu et stykke. Man er delt op i flere forskellige dele, og modstanden stjæler, ja udsletter ren faktisk dele. Jeg kan ikke leve uden mine dele, så er jeg jo ikke hel, så er jeg jo ikke mig.

Jeg ved, at jeg stadigvæk er stærk på nogle punkter, jeg ved også, at jeg er svag på andre. Jeg ved jeg har noget i mig som skiller sig ud af mængden, men jeg ved også, at jeg har noget der går igen i hvert eneste menneske.

"Jeg ved hvad jeg er, men jeg ved også hvad jeg ikke er"

Grow up!

Deres blikke kører frem og tilbage, gang på gang breder det lumske smil sig på deres læber, det er hver gang deres øjne mødes. De er egoistiske. Hele tiden søger de hinanden, blot for at håne andre, de er så selvfede, at andres følelser ikke rager dem. De griner af folk der er større, bredere, end dem, dog er de selv undervægtige og ranglede, hvad er pænest, at være en streg i lufte, eller at have lidt former? Jeg vil gætte på, at størstedelen af jer, stemmer for former. De bryder sig ikke om folk der ikke er født med det pureste guld.


De er væsner der sulter efter hævn, det er det der får dem til at synke ned på så lavt et nevau, de lader ikke ting ligge, og hvis nogen har sat dem på plads, kører ordene bag vedkommendes ryg. Især hvis det er piger er den gal, den ene føler for ulighed uden egentlig at sige det højt, væsenet synes, at mænd har første ret, og at mænd har magten. Den anden er ussel og svag, der er det fra den ene til den anden, fra den anden til den ene, suser frem og tilbage mellem to kilder, og på den ene kildes side, er dét enig, men så når dét når den næste kilde, er den også enig der, også selvom det er to argumenter som er fuldstændig anti hinanden. Denne person får andre til at spyde ild, derfor er der mange der ikke ser djævelen bag.
Der er også en tredje part, men hvem ser dette lille væsen? Hvem bekymrer sig?

Kom nu videre, grow up!

En evigheds leg

Pulsen stiger, vi er højt oppe nu. kom nu, bring mig højere, jeg vil mærke suset, jeg vil undgå slaget når jeg rammer jorden. Højere. Højere. Højere. For sent, jeg ramte den, jeg ramte bunden, og nu føler jeg de kolde sten mod min sårbare kind, de bliver kastet imod mig. Det hele river og sitrer, blodet render ned ad min krop, sårene breder sig, jeg er åben. Min krop er åben. Mit hjerte er åbent.
Jeg er væk nu, og hele min tilstedeværelse er standset, min eksistens findes ikke længere, min krop er død og begravet, mit sind er forsvundet.

Jeg går igennem de mørke gader, hører pigerne hvine, drengene stønne, jeg ser de fortabtes øjne der forsigtigt hviler på et ukendt sted. Pigerne er lykkelige, drengene er hårde, eller hvad? Er de hvad de giver sig ud for at være, eller lever de også bare i den overfladiske verden? Hvem ved, der er intet rigtigt svar. Jeg ser de svigtedes sjæle gennem deres tomme øjne, men hvad ser andre? Er der virkelig nogen der søger så dybt, eller tror de bare på hvad overfladen viser? Som sagt, der er intet rigtigt svar på dette, det er hvordan man ser på det.

Jeg er et spøgelse der vandrer fortabt mellem levende, jeg er faret vild i den mørke nat, jeg søger hånden jeg elskede, jeg søger alt hvad jeg ejede, jeg søger fortiden.
Jeg hørte nogle gamle mennesker snakke om, at man ikke kan leve i fortiden, man må leve i nuet, du kan elske din fortid så meget som du vil, men du kan ikke gå tilbage i tid.

Det hele er blot en evigheds leg.

En del af sommeren

Jeg elsker natten og dens mystiske skikkelser, dens sørgmodige lyde og de ufattelige smukke, lysende stjerner som førnævnt.  Som jeg ligger her og mærker den kolde sommervind mod min bare hud, og kigger ud mod horisontens mørke vande føler jeg en indre ro, jeg ikke troede, at jeg havde i mig. Det føles som om alt jeg nogensinde har længtes efter langt om længe er fundet, og som om, at jeg her i nattelivet hører til. Nu er jeg igen en del af noget.

Langt borte kan jeg høre en ugles triste tuden, og jeg rejser mig langsomt op. Jeg tror, at tiden er inde til jeg vender snuden hjemad, jeg har fundet klarhed i mit sind, og jeg er nu sikker på hvad det er jeg søger, hvilke mål jeg vil opnå.
Jeg har ikke flere kræfter til at løbe med, mine ben er stadig helt smadrede efter mit pres for nogle timer siden, så jeg går bare stille og rolig, væk fra stranden og hen ad strandpromenaden. Det går hurtigt op for mig, hvor meget liv der egentlig er her om natten, spaniens gader er fyldt med legende børn, og levende unge. Musik blandes i luften, alle steder spilles forskellige slags musikgenre. Hvad mit øre kan høre lige nu, er der en snært af; pop, R&B, en blanding mellem hårdrock og stille ulykkeligkærligheds musik, Soul, Jazz. Når man lytter efter, opdager man, at hver sin genre er noget helt specielt, normalt er jeg ikke den store jazzfan, men i aften lægger jeg mærke til de små detaljer der gør det til noget enestående.

Der står træer plantet ned langs vejen, imellem hver træ er der en hvis afstand, nogle steder er der længere fra et ene til det andet, og der imellem er der sat nogle yndefulde bænke. De er lavet som roser, bænkene har form som roser.
Jeg beundrer de gamle mennesker jeg ser sidde der, som regel sidder manden med armen rundt om damens skulder. Der sidder de så i stilhed og iagttager livet omkring dem, de sidder med fronten ned mod det åbne hav, men jeg kan se, at de får alt med, jeg kan se, at de også ser hvert eneste skridt der bliver tage bag dem. De har jo trods alt også haft hele livet at øve sig i, det med at se ud som om de intet ser, men i virkeligheden se alt. Jeg vil skyde på, at de fleste af parrene minimum har rundet de 60. Der er noget ved voksne mennesker der udsender om de er, under den alder hvor man begynder at kalde dem ”gamle”, eller om de er oppe der hvor man desværre ikke længere blot kan kalde dem ”modne”.
Selv håber jeg på at blive ligesom dem, at jeg finder mig min sjælepartner, og, at vi sammen skal bestige hundredvis af livets bjerge. Jeg kan næsten se det for mig. Mig midt i 60’erne, gammel og rynket, siddende sammen med min ligeså rynkede mand på en af de bænke dér. Det bedste af det hele er, at vi endnu ikke har mistet gnisten i vores øjne, vi lyser stadig af liv og glæde, og man kan også se kærlighedens blik når vores øjne strejfer hinanden. Man har jo altid lov at drømme.

...Det var der ingen der gjorde

Jeg kan virkelig mærke forskellen nu, og det er underligt, det er underligt at realisere sit værste mareridt, det er underligt at være så fjern, så langt nede. Jeg har ikke lyst til at være her, jeg har lyst til at finde mørket, og bare grave mig ned der. Jeg forstår ikke, at efter alle de år, så er det, det jeg står tilbage med, jeg kender den store selvfede side, derfor ved jeg, at jeg ikke er andet end en lus i de øjne. I de øjne jeg beundrede, de øjne jeg stadigvæk beundrer. Jeg ved, at jeg tog et valg, og jeg ved, at jeg vil blive hadet for det valg, at jeg hades for det valg. Jeg ved at skylden ligger på mine skuldre, men der er noget du ikke ser, og der er noget du ikke ved. Jeg troede, at efter alt den tid, burde der være mere i det, jeg burde ikke sidde og skælve over hele min krop af bar smerte, jeg har været standhaftig og tro, jeg prøvet til det yderste, jeg har været der til det yderste. Jeg var der indtil min krop sagde stop, det der sker nu er ikke noget jeg selv er herre over. Jeg har forandret mig efter bruddet, det er både noget jeg selv kan mærke, og så er det noget jeg har fået fortalt. Jeg kan mærke hullet i mig, jeg føler tabet for hvert eneste skridt jeg tager, det var ikke sådan her jeg ville have det til at slutte.

Jeg ville ønske, at du kunne se på mig uden afsky, og det håber jeg en dag vil gå i opfyldelse, jeg håber, at du en dag vil kunne sætte dig i mit sted, at du vil kunne forstå mig. Jeg tør håbe på, at bag din stolthed, så kender du mig stadigvæk, og, at du en dag vil respektere mit valg.
Jeg vil aldrig tale ondt om dig, og alt vil forblive i fortrolighed.

Jeg vandt ikke, det er der ingen der gjorde.

Efter alt, så er jeg stolt af dig. Efter alt, vil jeg altid elske dig.. Min anden halvdel.

Sulten efter friheden

Jeg ser skyggerne bag mig, forvandle sig til noget større, noget ustyrligt, jeg mærker livets kant. Jeg ser mørket, det tiltrækker mig, jeg forsvinder bort, langt ind i den sorte gyde, jeg er ligeglad med min eksistens, nu skal det her helvede stoppe. Jeg stopper det. 
Alt går i stå, alt er væk, de ser ikke sandheden, jeg er den eneste på denne jord, der ser den, min krop, mit sind skriger om forladelse, det sulter efter frihed, vi må væk fra det her sted.

Menneskets forsvinden

Menneskets forsvinden.
Ordenes uduelighed.
Følelsernes magt.

Jeg står på klinten, overvejer mit næste træk, sigter ned mod dybet. I det næste øjeblik mærker jeg suset på vej ned, jeg følte toppen der elskede i mit blod, og næste øjeblik mærkede jeg vejen ned, lang, men hurtig. Hård, men også befriende.

Jeg var så langt oppe, at det ikke stod mig klart, at det næste ville være vejen ned, jeg så det ikke komme, min underbevidsthed tog valget for mig, jeg badede i lykke, svømmede i kærlighed.

Den begyndende smerte var som usynlig, jeg ville ikke se den i øjnene, undgik den så godt som det var muligt. Da jeg lod min krop falde ned mod det dybe hav, mærkede jeg den, kunne ikke ignorere den. Smerten fandt mig, den holdt mig fast i øjeblikket. Den holder mig stadigvæk fast. Jeg føler faldet, det bliver bare ved, og ved og ved... Jeg mister alt der er liv i, livet står tilbage og nedstirrer mig fra min forhenværende plads på toppen.

Jeg længes efter jer. Jeg længes efter os, efter alt jeg har givet slip på. Men jeg hører ikke til i denne verden, ikke denne generation.
En meget betydningsfuld person, sagde engang: "Du har en gammel sjæl i en ung piges krop" , måske ikke helt ordret, men noget i den stil. Til tider tænker jeg på om det kunne være sandt, har jeg en gammel sjæl, i en ung piges krop? Lever jeg forkert, burde jeg være døden nær, dog af alderdom? Eller lever jeg som jeg gør, fordi jeg er sendt herned med et eller andet budskab?
Jeg ved det snart ikke, det føles ikke som om dette er det rette sted for mig.

Jeg ser alt det de andre ikke ser ..