Han lukkede mig ind i sit univers, viste hvordan verden hang sammen inden for de smalle rammer hans tilværelse var bygget op på. Han fortalte mig ved at kigge længselsfuldt efter noget der ikke fandtes, at han engang havde mærket lykken. Han fortalte mig ved hjælp af sin smøg hængende i mundvigen, at han havde tabt kampen og havde overgivet sig til tomheden.
På mærkværdigvis fik han trukket mig så langt ind på så kort tid, at jeg fik et glimt af, hvordan det var at være så alene, at intet andet eksisterede - koldsveden bredte sig i min krop, og angsten steg i mig; jeg var bange for, at han skulle hive mig med ind i det kolde univers af ingenting. Og jeg havde så ondt af ham, for pludselig kunne jeg erindre dengang jeg så ham legende på vejen, med sin langhårede hund, og sin fine lillesøster, jeg kunne se for mig hvordan han dengang hilste på mig med varme øjne og et smil på læben, jeg havde været en del af dette lille lykkelig liv, dengang det stadig fandtes, en lillebitte brøkdel af en del, og jeg havde taget det forgivet. Havde aldrig så meget som givet ham hånden, havde bare smilet tilbage som man smiler til fremmede mennesker på vejen, dem man smider tilbage i glemmebogen. Hvor havde jeg ondt af ham, havde bare lyst til at holde om ham indtil han gik i opløsning af bar glæde.
Han var blevet så skrøbeligt et menneske