"Hun savner dig... Hvorfor finder I ikke sammen igen, så kan vi alle tre være sammen igen også. Du ved, ligesom i gamle dage?"
"Hvor ved du fra, at hun savner mig? Har hun sagt det?" Mit hjerte slog et slag over, en nostalgisk fornemmelse bredte sig i min krop.

"Ja, det har hun. Savner du slet ikke hende? En gang imellem bare?"
"Tjooe, jeg ved ikke.." Jeg kunne jo ikke så godt fortælle ham, at der ikke gik en dag, hvor savnet af hende ikke brændte som en glødende flamme, at der ikke gik timer uden mine tanker tvang mig tilbage til de lange nætter, hvor vi sammen badede i hinandens kærlighed. Jeg kunne jo ikke fortælle, at jeg hver aften, når jeg skal sove, ligger og tænker på, om hun mon også tænker på mig, og hun mon også savner mig så meget, at det gør ondt og om det er normalt, at der kan gå år - eller måske evigheder - før savnet slipper.

"Er du sikker på, at du et eller andet sted ikke bare savner hende lidt?"
"Joo, det gør jeg nok" fik jeg til sidst fremstammet, men det var nok også mest på grund af den stadig virkende alkohol, der flød rundt i mine årer. Og nok også fordi, at jeg vidste, at alkoholen også var tilfældet hos ham. Han snøvlede lidt i ordene, forstår I.

"Så forstår jeg altså bare ikke, hvorfor det ikke bare bliver jer to igen, fortæl hende, at du savner hende!" Han havde hævet stemmen en anelse, og jeg kunne fornemme det påbegyndende hysteri i hans akavede bevægelser.
Han kunne ikke forstå, at det ikke var en ting der lå lige så let til som det lød.. på den anden side, plejede vi jo ikke at snakke sådan sammen, så hvor skulle han vide det fra.. Det var i sidste ende nok de fem øl vi havde indtaget, der talte. Vi kunne ikke komme udenom den småberusende tilstand vi var havnet i.