Vi hopper og danser, rundt om hinanden, ind imellem hinanden. Så ler vi lidt, kigger på hinanden og græder af glæde.
Så ser vi solnedgangen imens vi begraver vores tæer i sandet, mærker køligt vandet der akkurat når vores tåspidser. Du synger "Solen er så rød mor og skoven bliver så sort. Nu er solen død mor, og dagen gået bort" Den minder os om da vi var 5, for da hørte vi den. Jeg gengælder med "Puff du er alene, alt er forbi, for drager lever tusind år, hvor er min fantasi. Du ku' lide at lege, du var min ven. Men kære puff, jeg bliver jo aldrig som et barn igen." Det minder os også om da vi var 5, for da var det vores yndlings. Vi rejser os, og går hånd i hånd ned langs strandkanten. Nu er vi stille.