Alt i mig græder blodige tårer, fyldt med angst og frygt. Hvor skal jeg hen?
Efter et årti af gyldne øjeblikke, efter hundredvis af unikke minder, efter så meget sammenhold, efter så meget kærlighed - er det forbi. Og allerede trænger savnet sig på, skriger mig i ansigtet, river og flår i min svage besindelse, får mig til at miste den.
Jeg skriger, skriger og græder lidt mere, og savner. Savner...savner...savner....savner alt.
For der er noget du aldrig vil forstå; alene tog jeg på en mental rejse, gennem smukke landsbyer, gennem mørke gader, ned igennem snævre stier, under broer, over broer og tilbage igen. Jeg blev mødt med både åbne og lukkede arme, varme og kolde smil, søde og onde blikke. Til sidst fandt jeg dig, du stod der i dine sorte jeans, hvide t-shirt, strittende hår og så med din mundvig krøllet op i dit fortryllende smil.
Jeg gik imod dig, småløb, løb, med udstrakte arme, sådan for at omfavne dig, og så du kunne omfavne mig.
Det flimrede for mine øjne, tog mig til hovedet, så op og alt inden i mig føltes pludselig borte, knust, væk, tomt. Du var væk, og lang som jeg var, lå jeg der på asfalten, hvor du netop havde stået. Forvirret så jeg mig omkring, men jo, væk var du, som sunket i jorden.
Med ét slog jeg øjnene op, opdagede hurtigt sveden der løb ned af min halvnøgne krop - var alene i det sorte rum. Opdagede, at vi var vokset fra hinanden, at vi var blevet voksne.
Forfanden, hvor blev tiden af?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar