// Jeg kendte engang en, der havde så unik en familie, at jeg næsten med det blotte øje kunne se kærligheden der sitrede mellem dem.
Årene forsvandt, forældrene blev skilt, og dagen kom, hvor hun skulle iføre sig den gulvlange, hvide kjole. Jeg var inviteret, på trods af, at vi ikke længere kendte hinanden.
Jeg erindrer, at jeg så  mig omkring, og pludselig klingede kirkeklokkerne med store toner, jeg så mig bagud, og hvad der mødte mit syn udløste en uvirkelig vrede i mig.
Senere fortalte hun mig, at hun havde set sin gamle far i øjnene dagen forinden og havde fortalt ham, at han ikke var personen der skulle føre hende op af kirkegulvet - det skulle hendes nye far.
Da skreg jeg, jeg teede mig som en gal, hvordan kunne hun vende ham ryggen efter alt hvad han havde gjort for hende, alle de knuste drømme han havde ladet gå blot for hende. Jeg var så uvirkelig vred. Hun havde knust mit hjerte, for i det øjeblik gik det op for mig, at hende jeg havde elsket engang var svundet  ind til en mørk klump intethed.
Jeg forlod brylluppet med tunge skridt og en slettet kærlighedshistorie. "