Nogle gange føles det hele bare så forkert, og hele min verden ramler sammen, og jeg er ked af det, så ked af det, alt alt alt for ked af det.
Tårerne, der triller ned af mine kinder som små tunge dråber, flere tusinde, ligesom flere tusinde minder der flyder sammen til en forfærdelighed.
Det aller værste er, at i alt tumulten prøver jeg at finde ud af hvorfor, men jeg finder aldrig grunden.
Jeg teer mig ustyrligt og på en eller anden måde makabert. Jeg har lyst til at træde ud af min krop, ud af min eksistens, bare væk.