Igen sidder jeg her med de salte tårer der driver ned ad mine kinder. Mangler dig.
Jeg længes, og jeg græder og så længes jeg lidt mere.
Derefter går det mere ned, dårligere og dårligere, og så længes jeg efter mig, og jeg længes efter dig.
Når tårerne er stilnet af, ligger jeg tom og forvirret på det kolde gulv. Jeg krummer mig sammen til en lille kugle af elendighed, prøver at holde fast på mig selv, prøver på at få mig selv til at forblive hel, prøver på at fatte.

Min elendighed dulmer af og jeg rejser mig op som om intet er hent.
Hurtigt fortsætter jeg ud af døren og ud i livet, jeg lader som om, at intet er hent.