Hvad hed de?
Hvordan så de ud?
Hvad kunne de lide, hvad kunne de ikke lide?
Kunne de lide mig?
Hvor blev de af?
Hvorfor husker jeg ikke mere?
Hvorfor er de ikke i min hukommelse?
Hvor blev minderne med dem af?
Jeg ved det var der.. Engang havde jeg svar på alt dette, hvorfor har jeg ikke det længere?

Med dem delte jeg gråd, og glade dage. Jeg delte skumle hemmeligheder, og søde ord. Der var smil, og gyldne blikke.
De var mine venner, men nu husker jeg dem ikke længere, jeg husker bare, at de var der.

Helt ind til benet

Du vidste noget var galt, og du gjorde intet. Du så det ske, du så dem dø. Du gjorde intet. Vi var meget, nu er vi intet. Ulykken lever, lykken er borte. Vi kom helt ind til benet.

Det svandt bort

Stille lod jeg sandet sive mellem mine kolde tæer. Jeg kiggede længselsfuldt ud mod det stille hav, horisontens farver gav ingen mening i det øjeblik, så vidt som sandet i realiteten heller ikke betød noget, det var ren og skær indbildning.
En indbildning som bestod af, at jeg troede, at det her var hvad der betød noget, frihedens liv, at jeg nu kunne mærke verdenens bevægelser på en helt ny måde, det var hvad jeg bildte mig selv ind betød alt. Men .. det betød ingenting længere, ikke når jeg ikke havde dig.
Vi var som søstre, søstre med hver vores forældre, med hver vores miljøer, med hvert vores liv. Og alligevel, var der noget der bandt os sammen, vi lo og græd, alt sammen på en gang, dog var jeg ikke nok til at udfylde tabet, og det var nok også det der skilte os, at min verden var så langt fra din, ikke fordi den var bedre eller noget, din var heller ikke bedre end min, de var bare for forskellige, med hver deres huller.
Hvis jeg en dag fik ét ønske, blot et, da ville jeg ønske svar. Svar på alle de endeløse spørgsmål jeg i tidens løb har stillet, hver enkelt et ville jeg ønske krav på. Og med det mener jeg oprigtige svar, jeg vil ikke høre overdrivelser, jeg vil ikke høre løgne, eller flere ligegyldige ord.

Vi var egentlige ikke særlige gamle dengang, slutningen af teenage årene vil jeg gætte på, så hvad vidste vi i realiteten om noget som helst, hvad vidste vi om dømmelse og magt? Ikke en skid. "Vi ses snart igen." Sådan kan man beskrive vores små farveller, dem hvor man med sikkerhed ved, at man en dag vil ses igen. "Farvel, ven." Så vidste vi, at det var forbi, at det var enden på vores del af aftalen. Aldrig mere vil jeg blande mit liv ind i noget af ordenes magt, så her har I det.. Ligegyldige opfundende ord.

"The dreams became his reality.
The dreams are dead now, he's dead now" 

Eller hvad?

Og så er der den blide vind mod min kind, og dit varme åndedrag mod min nakke, det er rat ser du jo.
Der  er også dine klare, brune øjne der intet fortæller og alligevel på samme tid formår at sige alt.
Eller hvad?

Var vinden nu også blid, og var dit åndedrag nu også varmt og ikke koldt?
Var dine brune øjne klare, og ikke mørke? Er jeg sikker på, at de ikke var fulde med had og iskolde følelser? nej det er jeg skam ikke. Jeg er overhovedet ikke sikker.

Ikke som før

Og det blev ikke som før, det var som om, at et eller andet imellem os var ødelagt, som om, at vi ikke var "os" længere. Det var pludselig som om, at jeg var mig, og du var dig. Ingen os.
Vi hang stadig sammen, men på en eller anden måde føltes det bare ikke som før, noget var ødelagt, vi hang ikke sammen på samme måde, vi havde det ikke sjovt på samme måde, og vores samtaler var tomme.

Vi snakkede sammen, vi var sammen, vi gik sammen, vi stod op sammen, og vi sad ned sammen, alligevel var alt tomt, det hele var så koldt og forkert.
Nej .... Det var ikke som før.

A frozen memory in time

Er fyldt med løgne, mistillid og en ustyrlig vrede.
Ting jeg i min situation ikke kan gøre noget ved, ting jeg ville ønske, at jeg kunne gøre noget ved.

Er brugt, trådt på, og gjort til grin.
Endnu nogle ting jeg hverken har kunne forhindre eller kan forhindre.

Man tror man kender nogen, indtil den dag det går op for en, hvilket uhyrer denne "nogen" i virkeligheden er, en der har gjort alle disse ondskabsfulde ting imod en, en der i en årrække af år har påstået at være en ven, men hvad er en ven egentlig?

Min ven er ond, led, løgnagtig, svag, uoprettelig, forfærdelig, ynkelig og sølle.
I har ret, dette er ikke min ven, dette er min overfladiske, uoverkommende og overhovedet ikke min ven, ven.
Og alligevel, kan jeg i dette øjeblik ikke gøre noget, jeg kan ikke røre mig ud af stedet.


Get the fuck out of my life, one day I'll fuck yours like you fucked mine.

Magic

Nattetimer

I de dunkle nattetimer vandrer jeg ned ad de endeløse gader.
Søger efter noget, efter noget man ikke kan se, noget der kun kan føles.
Skuer trin for trin ind mod de oplyste vinduer, søger.
Prøver at finde de gudsforladte øjne igen, dem der en gang var store og brune, livsglade og lysende.
De er der bare ikke, ingen af vinduerne opfylder mine krav, øjnene er ikke at finde
Du er der ikke, hvorfor er du der ikke?
Du var der jo før. Før i tiden kunne jeg altid finde tilbage til dit vindue, din øjne viste mig vej, de var så ufattelig lysende.
Atter en gang må jeg vende tomhændet hjem, min søgen har endnu en gang være til spilde, og nu er mørket atter en gang så småt begyndt at krybe bort, solen begynder lydløst at vise sine stråler på den ellers sorte himmel. Jeg skal tilbage.
I morgen er en ny nat, en ny nats søgen som skal udnyttes

Har for høje tanker om sig selv
Er nu blottet for al'ting
Ingen vej tilbage
Verden har vendt mig ryggen
Den dunkende følelse af tabet
Alt er "noget andet"
Intet er "som det var"
Vi kommer aldrig tilbage
Jeg kommer aldrig tilbage

Det hele er dunkende, musikken er overdøvende her i denne mørke aften.
Alkoholen er dominerende, og folk er lykkelige.
1000, 2000? vi er mange, og vi har alle én ting tilfælles; i dette øjeblik er vores eksistens optaget af én og samme ting. Vi går alle i ét med musikkens magiske takter.
Dansende, erotiske, og let berusede, vi mærker nattens virken.

Ild

Tænk hvis hele ens liv brændte ned til bunden. 70 år, et helt langt liv formet og finpudset inde i lige netop dét hus, og nu er det gået op i flammer.
Hendes afdøde mands gamle genstande, hendes afdøde elskers gemte og stadig uberørte laboratorium. Selvkreeret gange bygget op af stakke med bøger, alverdens bøger, på alverdens sprog.
Hendes frosne, døde hund, gemt i en papkasse ude i garagen. På grund af vinterens kolde luft, og stenhårde jord var det umuligt at begrave den på dens oprigtige dødsdag. Nu er den også brændt, ikke en gang død og begravet, bare brændt.
Hendes have var så tilgroet, at det næsten lignede en skov, meterhøje træer og tæt groet buske, grønne krat, ja, det var virkelig som en skov. Hun mente, at træer havde følelser, og ville kunne mærke smerte lige såvel som os mennesker ville kunne det.
Hendes hus var et mysterium, ja selve hende var en hemmelighed for sig. Ingen fik lov at få et kig ind i hendes ejendom, der var dog engang, engang hvor man en gang imellem kunne være heldig at komme to ind ad gangen, men så var man virkelig også heldig, det skete i sjældne tilfælde, at hun lukkede nogen ind.
Det står mig stadig klart, hvordan det hele så ud. Jeg husker, at hendes hus var enormt, større indvendig end hvad man kunne skue med det blotte øje. Hun boede kun på 1'salen, underetagen stod tom det meste af tiden, eller, der var faktisk et par år hvor en lille, rund man åbnede en toilet/køkken forretning, og hver gang man kom og besøgte ham, fik man en lille marcipangris. Det holdt ikke så mange år, så igen stod underetagen tom.

Da man kom ind ad den smalle dør, fik man straks øje på den ustabile trappe der førte op ovenpå. 1'sal var en verden for sig, store atlas hang på væggene, bøger overalt, stakke af bøger, stablet hundredvis ovenpå hinanden. Mindst ti forskellige slags globusser var der, og en underlig ting, der selv dengang var for længst passé; fjer og blæk. Der var hverken en skrivemaskine eller normale blyanter, nææ nej, hende her brugte fjerpen og blæk, ligesom i gamle dage.

Nu er hendes hus passé, det er nu blot en bunke kulsort aske der er tilbage. Alle hendes skjulte sandheder, alle de forbudte minder var nu borte, nu er det for sent at finde ud af, hvad der i realiteten gemte sig i det hjem.
Hendes kæreste er taget fra hende, det hele er dødt og begravet, eller nærmere gået op i flammer.
Hun er en underlig en.

Det er underligt at kunne føle ingenting, når man selv har stået i situationen, man har følt det store nederlag og alle de medfølgende følelser. Og alligevel er man tom, så ufattelig tom.

Go'n fuck the world

Læderjakken sidder, de forvaskede, højtaljede, sorte jeans er som malet på. Den korte denim tanktop er grå, og på maven er der hjemmelavet skrevet "REBEL", med tusindvis af nitter.
Hendes taljelange, platin hår er tilfældigt.
Hun er ung og nonchalant. Hun går som alt er ingenting, og ingenting er alt, hun har stolthed i sit blod.
Go'n fuck the world. I'm the one.

... Og så gik det op for mig

Og så gik det op for mig, at jeg ikke kommer tilbage efter niende klasse. Så er det slut, og jeg skal aldrig mere tilbage. De rum jeg har levet i i 10 år af mit liv, i 2 tredjedele af  min eksistens, vil jeg aldrig nogensinde se igen.
At jeg vil miste så mange mennesker, mennesker jeg har kendt alt for lang tid til bare at give slip på, men jeg er uheldigvis ret så sikker på, at det er sådan det bliver.

Jeg sidder her og tænker, og pludselig går det op for mig, hvor meget jeg egentlig flover mig. Der er personer i min klasse jeg ikke kender, selvfølgelig kender jeg dem udadtil, men jeg har ikke sådan rigtig taget mig sammen til at snakke med dem. Der er nogle, hvor vi simpelthen bare kan passere hinanden på gaden, uden så meget som at give hinanden et blik, dog ses vi hver dag, i de timer vi er tvunget til at være i skole i, men så er der heller ikke mere.
Jeg flover mig over, at jeg ved, at der er en der er ensom, en der hverken snakker med mig eller nogle af de andre, og så bliver der oven i købet snakket grimt om denne person som bare fanden.
Det er en barsk realitet at leve i, for, for at være ærlig tror jeg godt, at den såkaldte person ved hvad der hviskes om rundt i hjørnerne. Det er jo usselt... af os alle sammen!

Jeg ved godt, at man aldrig skal sige at noget er for sent, men i dette tilfælde føler jeg lidt at det er for sent at rette op, skaden er sket. Vi har taget de valg vi har taget, og vi har handlet på den måde vi har handlet.
Jeg ville personligt ikke bare sådan tilgive nogen, der i så lang en periode, havde været så grove overfor mig, jeg ville synes de var fuldkommen til grin, hvorfor nu? Hvorfor overhoved begynde?

Og så gik det op for mig, at der er ting i min hverdag der er så utrolig langt fra mine bekendtes hver dage, at det gør helt ondt.
Der er nogle ting i mit liv, som kun er der halvt, som et halvtidsjob som for altid vil være der. Engang så jeg det som en overgang, nu ved jeg, at det er sådan det er, og at det er sådan det vil fortsætte med at være.
Forresten holder jeg heller ikke øje med det mere, det undrer mig ikke når jeg igen får det sædvanlige svar om hvorfor, og hvordan. Sådan ser tingene bare ud, og det lever jeg med.

Ja... Her denne mørke og snegyldne aften gik en masse ting op for mig.

Min hallucination

Jeg hallucinerer en virkelighed frem.
I den virkelighed elsker du mig, og i virkeligheden, ligger jeg hver nat i dine arme.
Forsigtig, men intenst kysser du de salte tårer væk, der langsomt løber ned ad min blottende kind. Når du gør det, går der et lidenskabeligt sus igennem min krop, jeg kan mærke dine voldsomme følelser for mig, og det gør mig lykkelig, fordi jeg ved, at jeg føler på samme måde for dig.
Det mest fantastiske i denne her hallucination er, at vi har kendt hinanden omtrent hele vores liv, men, at vi først nu har "set" hinanden, det er først nu, at det er gået op for os, at vi har haft vores sjælepartnere lige ved  siden af hele tiden.
Det er så fantastisk, for på den måde kender vi jo hinanden så utrolig godt. Jeg kender alle dine 7 smil, alle dine 15 forskellige ansigtsudtryk. Og jeg ved, hvad der ligger bag hver følelse.
Der er dit, høflige smil. Dit ironiske smil. Det bedrøvede, det grinende, det glade, det optimistiske og til sidst, min favorit; Det elskværdige. Det smil der gør, at dine øjne lyser op, det der får dine kinder til at skifte over til en rødlig kulør, og det der siger "jeg ser kun dig".
De smil redder hver dag mit liv, fra at smuldre ud i spåner.
- Sagte kører du blidt din hånd igennem mit hår, du ser langt ind i mig, lægger hovedet op mod mit øre, og hvisker; Jeg elsker dig..

Gid det her var min virkelighed.

Jeg ventede et helt liv. Nu er det brugt, nu er det slut.
Og jeg er død.
Det hele er sort.

Aldrig mere....

Aldrig mere skal savnet flyde i mine årer, aldrig mere skal det være en del af min eksistens.
Jeg ved, at jeg ikke har brug for det mere.
Mine nætter er ikke længere fyldte med længsel og sorte tårer, nej, ikke mere. Aldrig mere.
Jeg føler intet behov for at svømme i selvmedlidenhed, det rører mig ikke mere. Det betyder ikke noget for mig nu, jeg er ligeglad.

Nu ser jeg klart, tågen har forladt mit sind, og den sidste smule fortrydelse er svundet ind til ingenting.
Jeg har fundet mine drømme igen, de er livlige og fulde af håb, de er ikke dødsdømte for mig længere, jeg tror på dem igen.
Mit had er krakeleret, det er væk. Jeg er ligeglad.
Nu er det kærlighed, og stærkt knyttede bånd jeg sætter pris på.

The boy next door

Svømmende følelser, og julelys i øjnene.
Flyvende berøringer, og høje kys.
De lune nætter, fyldt med erotiske tanker. De gør livet dét større, de sætter forhåbningerne dét højere op.
Ulidelige afstande og gemte hemmeligheder.
Den forbudte romance og de halvkvalte ord.
Det er nu svært at være part i en endnu ufortalt verden. Det er svært at vide, at drømmene ikke kan realiseres. Nogensinde.
Dét at være i centrum af et brændende kærlighedseventyr.

I'm in love with the boy next door