Some day we'll know

One day I'll do something, something nobody ever could imagine. Move back to Norway, get an apartment in the heart of the beautiful city, Oslo. I'm going to know a lot of people, people who once were a part of my life, will be a big part again.
Or..
I'll move to Brazil, find the love of my life, get some perfect children, and just live life like a sweet little dream.

Some day, I'll do something crazy.
Some day, I'll stop missing you, and I'll get on with my life.
Some day I'll learn English that good, that I'll be able to write a text like this, without a single mistake. '
Some day, they'll realize what they've missed in the couple of years.
Some day, I'll be happy again.

Dit liv er någet ver

"Du skal ikke tinge på
 alt det der sker i verden
du skal tengke på dit liv.
 Dit liv er nemlig någet ver. du har nemlig et godt liv prøv og låke dine øjne. Og tengk på de gode ting ikke de nekertive 
ting. Ptøv og tengk på nor dit ønske går
op du bliver måske en pop stjerne eller hvad 
ved jeg. Jeg ved at dit liv bliver godt"

- Min højt elskede lillesøster.
Jeg elskede dig før, jeg elsker dig nu, og jeg vil for altid elske dig.
Jeg tror på, at du en dag vil forandre verden.

A beauty of the sun

Nu husker hun, hvorfor hun forlod
Hun ser skårene der skabte hadet
Hun forstår igen, hvorfor hun traf sit valg

I see you

Being something you're not, isn't gonna make you to who you really are. It's an illusion of perfection.
 A unconditional, unrealistic play.
I see you

De drømte i drømmenes dal
De huskede i hukommelsens hjerte
De glemte i sindets mørke

Jeg tror ikke på at respektere alle
Jeg tror ikke på det umulige
Jeg ved at jeg ikke respekterer alle
Men.. Jeg ved hvem der er det værd
Jeg ser folk der lyver hver evig eneste dag
Og om de nægter det eller ej kender vi jo
godt alle sammen sandheden, ikke
Jeg tror ikke på den fulde ærlighed
og jeg kan for den sags skyld heller ikke
lide den. Jeg ved, at ærlighed kan være
barsk, den er barsk
Jeg finder det ubegribeligt svært at svare på
om vi i dagens Danmark lever et kunstigt liv
og om vi er blevet svagere end vi var i
1940'erne
Jeg er blevet fortalt at alle vores muligheder
gør os mentalt svagere
Men hvad er rigtig og hvad er forkert
Kan det virkelig passe
- Nej. Nej det kan ikke passe
Tiden forandrer sig og vi er en del af en
stor globalisering
Men mennesker er stadigvæk mennesker
vi består stadigvæk af de samme værdier
Vi kan både være stærke og svage
på samme tid. Sådan er det sådan har det
altid været og sådan vil det blive ved med
at være.

Et par store, runde, men samtidig en anelse skæve, brune øjne lyser gyldent i den lille asiatiske piges ansigt.   

Hendes ansigt er en stor leg, den bølgende latter, og de røde kinder. Som sagt er hun ikke særlig høj, max 1.62. Hun er meget lille i forhold til ham. 

Et par lange, mørke øjnvipper, og et par krystal blå øjne. En snehvid hud, og et lykkeligt smil. 

Når han kigger på denne pige, får han et helt smeltende udtryk i ansigtet. Jeg føler pludselig, at jeg er i hans sted, og jeg mærker, at når han kigger på hende, forsvinder alt omkring dem, han ser kun hende. 

 

Hånd i hånd går de ned af gaden. Atmosfæren omkring dem er fortryllende, de udstråler noget helt unikt. 

Aldrig før, har jeg lagt mærke til et kærestepar på den måde, de fangede min fulde opmærksomhed. Efter et øjeblik går det op for mig, at jeg følger dem med øjnene som et lille sultent barn, jeg vender mig endda om for at se på dem, når de har passeret mig. Jeg skynder mig at tage øjnene til mig, men af en eller anden grund bliver det billede af den pige, og den dreng sammen, siddende i mit hoved. De har virkelig gjort et indtryk på mig, og hvorfor ved jeg ikke. 

De udstrålede så stor empati for hinanden, og en så stor varme, at jeg blev helt paf. Nu flere dage efter, strejfer de stadig mine tanker fra tid til tid. 

Jeg tror på dem, jeg tror på deres kærlighed. De var helt igennem, og ubetinget forelsket i hinanden.

En speciel person... En utrolig vigtig person, en unik skabning.
Det var mit livsnødvendige eksistens. Det var alt jeg behøvede for at kunne leve i denne verden, for at kunne trække vejret.
Nu længes jeg efter det der engang var inde i mig.

"Nyt liv begynder, du er en anden i dag. Folk forsvinder. Hvor blev du af?"

No time

Jeg .... har..... ingen.... ord.

Jeg er så trængende efter at skrive noget meningsfuldt, men mit hoved slår fra, og blokere ordenes vej ud.
Kom nu til mig, jeg trænger til det, jeg trænger til at vise mig selv, at det her kan jeg sgu, det her er noget jeg er god til, og noget jeg brænder for!

Jeg elsker at skrive. Det er en helt fortryllende følelse at lade fingretipperne glide yndefuldt hen over tastaturets små knapper. Det giver mig en form for tilfredsstillelse.
Jeg tror, at jeg har brug for noget inspiration, men hvorfra? Jeg vil gerne prøve at bryde ud af min egen lille typiske fremgangsmåde. Stort set alt hvad jeg skriver har præg at noget sørgeligt, giv mig noget glæde, og noget lykke. Noget der hverken bliver for sukkersødt eller for kedeligt.

Fuck the world

Man er kommet så langt derud, at man har bygget sit eget selvskabs univers. Man er The man, man er skaberen.
Man brænder inde. Væggene omkring en bevæger sig atter sagte, tættere og tættere mod din krop. De er belejret med syle skarpe knive, og dit blik er fæstnet på et specifikt punkt. Dit sind lukker af, dine øjne ser ikke andet end din fortids ødelagte minder.
Erindringerne om din forhenværende tilstedeværelse står dig så klart, at du mister grebet. Du er ikke længere fattet i din situation, du er langsomt begyndt at svinde bort.
Dit virvar af tanker, flyver fra top til tå, det er umenneskeligt at holde styr på det påstyr der fanger dig.
Det hele var, du, dit, man, ens, deres, vores, vi, os, jeg, min, men det er i sidste ende altid deres, er det ikke?
The way we used to be, sådan ser det ud, for nu er det deres. Der er ikke længere betydning i begrebet vores, man så det forsvinde, nu er det forfanden deres, hverken, dit, mit, os, vi, du, eller jeg.  

Jeg er fanget i en strøm af uvirkelige øjeblikke, har ingen fodfæste, har mistet lyset.
Det er ubeskriveligt, det er rædselsfuldt. Det er intet mindre end helvedet.
At miste fatningen.

Forkert

Jeg har lært ikke, at tage folk ind på livet af mig. Dvs. det er noget jeg må lære på nu, jeg kan ikke lade folk komme så langt ind i mig, at de er så stor en del af mig, at jeg ikke selv kan kontrollere det længere.
Jeg kan simpelthen ikke tåle flere tab, jeg ser det hele forsvinde under benene på mig, det vrimler for mine øjne. Det er som om jeg går i blinde.
At glemme alt efter ingen tid, at kunne spørge om de samme ting op til flere gange på en dag, blot fordi du glemmer det. Jeg føler mig lukket inde i en slags bobbel, en bobbel jeg ikke kan komme ud af. Jeg kan ikke nå de andre, og jeg føler mig ikke hjemme.
Jeg kan ikke holde på mig selv, jeg smuldrer sammen til ingenting, jeg kan ikke styre det, jeg gerne vil holde for mig selv.
Jeg kan simpelt ikke klare mere kritik. Der var engang, hvor jeg var så selvsikker på mig selv, at jeg bare kunne lukke det ude, men det kan jeg ikke mere. For hver dag der går graver det hele sig dybere og dybere ind i mig, og det er jeg bare ikke god nok til at holde på afstand.

At se alt bevæge sig længere og længere væk fra dig, det er svært, det er det virkelig. At blive så usynlig, og så lille i sig selv, på så lidt tid.

Åh hvor jeg dog elskede snerten af lykke.
Jeg sulter efter at kunne sove det væk

Get back to where we started

Hans barndom har været en leg fyldt med omsorg og kærlighed. Han har altid troet, at det var sandheden om ham og hans liv. Omsorg og kærlighed. Han har altid elsket hans mor og far, hans lillesøster og bror. Han har altid elsket sine venner og sine bekendte. Prøv at knips med fingrene....
Jaa det gik hurtigt ikke? så hurtigt gange 100 forsvandt hans kærlighed til de mennesker han holdt af. Prøv så at regn ud hvor hurtigt det gik.

Explosion

Bomben sprang, jeg sprang.
Dét jeg har snakket om, eksploderede. Skrig, tårer, rystelser, ord, råb, kulde, røde, hævede øjne.
Jeg føler, at min krop er ved at smuldre sammen under benene på mig. De tunge dråber falder, og falder og falder. De vil bare ikke holde op. Min krop vil bare ikke holde op med at skælve. Mit hoved vil bare ikke holde op med at dunke. Min usselhed vil bare ikke slutte.

Jeg vidste, at denne her dag ville komme, den har ligget og luret lige om hjørnet. Jeg har indrømmet overfor mig selv, at jeg ikke er så stærk som jeg går rundt og bilder mig ind. Jeg er nået til et punkt hvor jeg står ansigt til ansigt med min skrøbelighed. Jeg savner, jeg ønsker, jeg elsker, jeg håber, jeg lider, jeg angrer.
Jeg forstår ikke hvor hele min forestilling blev af, der var så meget jeg gerne ville have nået, det er for sent nu.
Og når jeg skal... når jeg virkelig bliver nødt til at sige det højt kan jeg ikke, jeg kan ikke få mig selv til at sætte ord på hvad jeg føler, jeg kan bare simpelthen ikke. Jeg føler mig som en uduelig hykler.
Jeg forstår ikke hvad jeg har gjort, og så alligevel gør jeg, men jeg finder ingen overhoved, mulig mening på hvorfor alt dette.... Jeg magter det virkelig ikke.
Jeg kan ikke skriver mere, jeg vil ikke mere. Jeg er malplaceret her på mit sted, og verdenen snurrer rundt.

"To be, or not to be"

"To be, or not to be"


Hvor er svarene? Hvor er magten? Hvor er den forsvundende tid? Hvor er kærligheden? Hvor er mennesket? Og hvor er realiteten?
Hvem er, og hvem er ikke?
Hvordan gør man, og hvordan gør man ikke?

Jeg fandt aldrig ud af det, gjorde du?

Skuespil eller ej?

Den man giver sig ud for at være, er det den man ønsker at være? Eller er det blot en kunstig opstilling af et ufrivilligt skuespil?

Det er tegn på svaghed, det, at man ikke tør bryde isen, det, at man skal leve et dobbeltliv. 

Jeg er ikke en skuespiller, jeg er en fighter, på godt og ondt kæmper jeg. Selvom jeg møder modstand vil jeg love mig selv, at jeg altid skal kæmpe, jeg vil svømme imod strømmen.
  

Det er godt, ikke?

Nogle gang slår det mig; Hvad et godt menneske egentlig er. Og der er det gået op for mig, at min definition på et godt menneske, er at kunne glæde sig på andres succes. Det, at kunne være lykkelig på andres bekostninger, er en stor gave at have. Jeg mener, at være empatisk er en god ting, i det man bekymrer sig om andre, tænker over hvordan det går sine medmennesker, det gør dig til et godt menneske.
Tit har jeg øjeblikke hvor jeg svømmer i selvmedlidenhed, jeg føler, at hvad jeg gør bare er forgæves, at jeg kan bruge alle mine kræfter på et andet menneske, for, at personen så derefter kan gå direkte imod mig, når min hjælp har hjulpet. Måske ikke engang gå imod mig, men bare være fuldstændig ligeglad med mig som person, nu har jeg hjulpet, så nu er jeg gone with the past.
Der er det så jeg i stedet skal tænke; Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, jeg lagde alle mine kræfter, alt min lidenskab i dette menneskes skæbne. Og selvom det så var det, så gjorde jeg noget, for hvis jeg nu kan se, at det er glæde og ikke ulykkelighed der omgiver personen, så må jeg da have haft en eller anden form for effekt. 

Han var mig taknemmelig, og hun elskede mig. De indrømmede, at jeg betød noget, og de andre viste at jeg var noget, uden at sige et ord. Han var forelsket i mig, og de var mig alle sammen taknemmelige. Det er godt, ikke? 

En tikkende bombe

Der er uvejr i luften, og jeg er som en tikkende bombe, der hvert sekund ville kunne eksplodere.
Jeg ved ikke hvad der sker med mig, og ren faktisk vil jer gerne vide det.
Der er nogle underlige følelser der gang på gang dukker op i mit indre jeg, de rører mig et sted langt inde, og jeg kan ikke finde ud af hvad de helt præcis betyder. De gemmer sig på en måde for mig, og så alligevel skærer de fuldt igennem, alligevel er det som om de vil føles, og som om de vil have min opmærksomhed.

Jeg kan ikke forstå, er det en form for symboler? Tegn, om hvad jeg skal gøre? Er det et tegn til, at jeg skal forlade dette sted, eller er det et tegn på en styrke jeg ubevidst bærer rundt på, og som skal få mig til at blive? Jeg ved det ikke.

Det med den tikkende bombe er ikke rart, jeg føler det lige så stærkt, som jeg ser viserne på uret, rykke sig for hver minut der går. Jeg er bange for at knække, sådan indvendigt, bare knække fuldstændig sammen. Jeg mærkede allerede dens begyndende udbrud tidligere i dag, jeg mærkede de uønskede tårer presse på. Jeg lod dem ikke løbe. Men de var tegn på, at det snart er tid.
Jeg er bange for, at når det sker, vil en masse ord strømme ud af mig, ord som jeg sandsynligvis senere vil komme til at fortryde så grufuldt. Det vil være skjulte sandheder, uægte ønsker. Det vil være for længst glemte drømme. Håb som engang bristede vil kæmpe sin vej op. Håbet vil hale sig ind på mig, men ikke på den gode måde, det vil udløse en ustyrlig kamp indeni mig. Og hvad vil der så ske?
Vil jeg kunne holde til det?

Jeg prøver at løbe mig fra det, og det er underligt. Ja, jeg prøver på en fysisk måde at flygte fra mine anstrengelser, og fortvivlede tanker. Pludselig kan mit hoved ikke styre det roderi der fumler rundt deroppe, og så begynder mine ben at løbe, de løber alt for hurtigt, derfor bliver jeg utrolig nemt forpustet. Dog hjælper det lidt, det lindrer lidt det hele, og så alligevel ikke.

Replaced

I know I am replaced, I know there's something better now, something different.
I know I was good, and I know I did everything I could possible do, but I also know that what I did, wasn't enough.
I saw things I maybe shouldn't have seen, and now I feel a pain I maybe shouldn't feel.
This is the change, and this is the reality of today. He was there, She was there, I was there, everybody was there, and everybody saw the breakdown. Everybody felt the darkness.
Everybody feels the darkness.

I know I am replaced.

Det umulige

Imens bilen drøner af sted på de spanske landeveje, skråler de tre veninder med på den musik der brager løs ud af de dunkende højtalere; D-A-D – It’s after dark. Det band er jo helt og igennem fantastisk.
Med vinden i håret og kærligheden dulmende i atmosfæren, nyder de hinandens selskab. De er frie.
Den åbne bil bevæger sig bølgende gennem det øde landskab. Tiden flyver af sted.

Deres langvarige drøm er endelig gået i opfyldelse, og de er nu på vej ud i verden. Nu skal de mærke livets barske realiteter, føle håbet briste for derefter at opstå på ny. De skal mærke de mystiske eksistenser, og forsvinde væk i drømmenes land, ved at lade alkoholen løbe rundt i deres blod.

Siden de var meget unge, har deres drøm været, at helt spontant pakke de mest nødvendige ting, smide dem om bagi bilen, for så at bare køre af sted. De vil lægge fortiden bag sig, for kun at se fremad, ikke en eneste gang vil de se sig tilbage. De vil glemme det sørgelige og fokusere på de varme dage.
Deres mål var at nå Spanien. Der ville de leje et yndigt sommerhus, selvfølgelig med en udsigt udover en af Spaniens smukke byer. Selvfølgelig med en pool med en god plads.
De ville udnytte stranden som der højst skulle ligge 5 kilometer fra det lille sommerhus.
Om dagen ville de ligge og lade solen brænde ind i deres unge hud, en gang imellem ville de lade kroppen forsvinde under det blå vand, bare for at få kropstemperaturen kølet ned. Om natten drømte de, at de ville blive ude til den lyse morgen. Håret skulle sidde med en snert af tilfældighed, men stadigvæk ville der ikke være et eneste hår, der ikke sad som det skulle, deres makeup skulle være stor men enkel. De afklippede denimshorts ville sidde stramt til de solbrune, slanke ben, med en mørkebrun, læderrem om livet, på den ene side for at holde shortsene oppe, på den anden side for at lave prikken over i’et. Som overdel ville den ene af pigerne bruge en fin, lille blomstertop, den anden ville bruge en armyfarvet t-shirt med et print af en blodig kvindekrop. Den tredje pige ville hverken have shorts eller top på, hun ville bære en fodlang sort kjole.
De ville alle tre have hver sine yndlings stiletter på. Deres outfits ville være fuldstændig forskellige, men de ville alle være fuldstændig veludførte.

De vidste, at de ville møde en masse nye mennesker, og de vidste, at hver person de mødte ville få en speciel betydning i deres liv. Der ville være få som ikke fik lov til at følge dem hele vejen hjem, nogle ville være typer som de ikke følte sig helt trykke ved, de ville med det samme være sikker på at, dog personen var unik på sin egen måde, ville han (det ville formentlig være en mand) have en side som var skummel og ustandhaftig. Derfor ville de holde kontakten i byens gader, og ikke længere end det.
Der ville være personer som ville være så elskelige og trofaste, at de ville køre den hele vejen.
Det hele havde de forestillet sig oppe i deres unge hoveder.

En ting de havde lovet hinanden var, at de altid ville holde sammen og, at denne drøm ville blive udført. De havde lovet hinanden, at vejen derned ville blive en lang, men oplevelsesrig tur. Det ville blive turen der for altid ville ligge gemt i dem, og de ville huske den tur for, at de havde tilbragt dage ind og ud, med deres elskede soulmates.

Når dagen kom, havde de aftalt at de skulle skiftes til at køre, dvs. en kørte, den næste skulle så sidde på forsædet og den tredje bagi. De havde planlagt alt ned til mindste detalje. De ville holde få stop, bare for sådan at få noget mad en gang imellem, de ville tisse i vejkanten, og de ville nyde livet.

Nogle drømme er simpelthen så utrolig fantastiske, de slipper ikke bare op som så mange andre, de gror fast i sjælens indre.


En melankolsk stemning har bredt sig udover mig. Det var blot en drøm, min fornemmelse siger mig, at den desværre vil blive umulig at få til at gå i opfyldelse. Men, hvor ville jeg dog bare ønske… Ønske det umulige.. Udleve det umulige… Det er umuligt.