Han fortalte hende, at han elskede hende, og hvad var det forkerte i det? Sagde de ikke tit det til hinanden? Jo.. men denne gang var det anderledes, denne gang lå en anden betydning pludselig i disse ord.
Før i tiden mente han "jeg elsker dig som en søster", nu var det som i "Du er min eneste ene. jeg elsker dig."
Hun vidste ikke hvornår det gik galt, eller hvordan hun skulle håndtere det, så hun valgte blot at ignorere, dog ikke fordi hun regnede med, at hun nu kunne lade som ingenting, som om dette aldrig var sket, nej hun prøvede bare sit yderste på at skubbe det væk, prøvede på at slette det allerede skete. Hun ville ikke se realiteten i øjnene.
Denne gang ville hun hellere leve på løgnen end at lytte til sandheden. Det var ikke sket for hende før, hun havde altid være sandheden selv, hun havde aldrig kunne bære at tilbringe tid med løgnere, folk der fortiede de virkelige ord. Nu var hun en af dém. The lies she told, was growing... growing.. forever growing...
At miste en der står dig så nært på grund af en forelskelse.. Hvorfor sker der? Hvorfor forelsker nære venner, nærmest søskende sig i hinanden? Det virker så forkert oppe i mit hoved. Du burde ikke være forelsket i en som mig, vi er som ild og vand, når vi blandes dør gnisten, og uden gnisten kan vi ikke leve. At miste en god ven til kærligheden, en ting jeg aldrig troede, at jeg skulle opleve.
